Munchmuseet, MM K 1573
MM K 1573, Munchmuseet. Datert 14.11.1915. Brev fra Linke Jørgensen.
Munchmuseet K 1573, s. 1 Munchmuseet K 1573, s. 2 Munchmuseet K 1573, s. 3 Munchmuseet K 1573, s. 4
Forklaring av tegn og farger i visningen
NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!
Munchs skrevne tekst
overstrøket tekst
Munchs skrevne tekst
Munchs skrevne tekst
tekst skrevet av andre enn EM selv
store strykninger gjort med strek, kryss el.l.
fet tekst er trykt tekst
{overskrevet tekst}
\tilføyd tekst i linjen/
tilføyd tekst over linjen
tilføyd tekst under linjen
lakune/uleselig tekst merkes med ...
‹uklar/vanskelig leselig tekst›
endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god
Kjbhn 14-11-15
Kære Hr. Munch!
Allerede for fire Aar siden, da jeg
saa Universitetsbillederne i Christiania,
forekom det mig, at det, at staa Ansigt
til Ansigt med »Historien« i en saadan
Form, var at komme op i en højere
renere og enklere Luft, end man var
vant til! Historie betyder jo dog
tusinder og atter tusinder af Menneskers
Skæbne, og den Tanke at gengive noget
saa stort i saa simpel og ædel en
Form, det var, som strøg en stærk
og dog saa varsom Haand alt det
overflødige bort!
Mange Gange har jeg tænkt paa
det Billede, og herude hos os, hvor saa
megen »Historie« leves, hvor netop de
mange Skæbner er rykkede ud af deres
rette Spor, og hvor det mange Gange
synes umuligt at løse de indviklede
Traade, hvor man synes, man staar for-
pint og modløs, og ens Styrke slaar
ikke til, – her har jeg tænkt paa
den gamle Mand, der i stille Ord
beretter om alt Livets godt og ondt
for det Barn, der gaar Livet i Møde,
tænkt paa de dejlige lyse rene Farver,
paa Landskabets enkle Harmoni,
og saa har jeg maattet lægge mine
Hænder stille ned, og sige til mig selv,
hvorfor gøre det hele saa vanskeligt,
stryg alt det overflødige bort, det er
jo dog saa enkelt – altsammen!
16-11-
Paa Charlottenborg savner jeg i høj
Grad Selvportrættet fra 1909, nu i
Bergen – endskønt savner – –
naar man til Gengæld faar saa pragtfulde
Ting at se paa som Smaapigerne paa Broen,
det er, som har De med den Vej malet
Vejen ind til et nyt og sejrrigt Kunstens
Land – som Vinter ved Kysten,
hvor man i frysende Ensomhed
trækker Kaaben fastere om sig, og
træder, som gik man ude paa den
gyngende Is!
Foran Stormen prøver man at tænke de
Tanker, som Vejens Skikkelser maa tænke
ved Synet af de oplyste Vinduer; men
først og sidst fæster man Blikket ved
»Akt«, et Navn lister sig uvilkaarligt
frem i ens Tanke, det er, som talte
Rubens selv sit dejlige Sprog til os,
denne Gang i Form af Sorg og skam-
fuld Smerte – – saa gaar man,
uden at ville se mere, opfyldt af stor
Taknemlighed mod den, der Gang paa
Gang lukker nye Porte op i Kunstens
Verden, og viser os andre de Skønheder, den
ejer! Med venlig Hilsen Deres
Linke Jørgensen
