Munchmuseet, MM K 1160
MM K 1160, Munchmuseet. Datert 18.05.1933. Brev fra Jens Thiis.
Forklaring av tegn og farger i visningen
NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!
Munchs skrevne tekst
overstrøket tekst
Munchs skrevne tekst
Munchs skrevne tekst
tekst skrevet av andre enn EM selv
store strykninger gjort med strek, kryss el.l.
fet tekst er trykt tekst
{overskrevet tekst}
\tilføyd tekst i linjen/
tilføyd tekst over linjen
tilføyd tekst under linjen
lakune/uleselig tekst merkes med ...
‹uklar/vanskelig leselig tekst›
endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god
Kjære Edvard Munch,
Det har vært en strålende 17. mai til din store farbrors ære.
Selv om du og Inger ikke kunde være tilstede ved statuens av-
sløring, formoder og håper jeg at dere begge har fulgt begiven-
heten i radio og at dere har hatt glæde av den.
Koths tale på det for ham eiendommelige «Kothske mål» var
værdig, kundskaprik og varm og satte den store forsker og
det store menneske i klar og riktig belysning. Og rektor Sæ-
lands takketale efter avsløringen var ikke mindre god, egentlig
noet av det beste jeg har hørt av ham. Men det som gjorde det
største inntrykk, var egentlig da Hans Jacob Nilsen trådte
frem på podiet og med en herlig røst, som trodset alle fri-
luftstales\ns/ vanskeligheter og med intelligent og kunstnerisk
tolkning fremsa Bjørnsons store minnedikt om P.A. Munch.
Sikkert var det mange i forsamlingen som ikke kjente dig det,
og jeg hørte i aften at et av \vore/ største blades refer\er/ende journalister
var kommet hen til ham og hadde spurt: «Hvem av vore
diktere har skrevet dette dikt?» Han trodde \vel/ det var et
dikt for anledningen, og tænkte formodentlig på Wildenvey,
siden Olaf Bull er for syk til å kunne gjøre det, den
arme store dikter som med hele sin ubeseierlige livs-
kraft ligger å kjemper mellem liv og død. Hadde han
2
vært ved kraft, kan du stole på at han ved denne leilighet hadde
skapt et hyldningsdikt til P.A. Munch som hadde hatt fynd og
kraft og poesiens vinger. For Olaf Bull er jo den eneste av vore
poeter som har kundskap og den åndelige kjærlighet til å forstå et
fænomen som P.A.M.
Forøvrig trængtes ingen ny dikter. Bjørnsons dikt er rikt og strålende
nok med sine poetiske utsyn, noet av det farverikeste og mest
fantasifulde i hans lyrik. Og dertil er det han væver inn av
privatliv så følt og innerlig \skildret/, at et skjønnere monument kan ikke
reises over den store forsker og det store menneske – dette «barn
med jettekræfter».
Men akk, årene går og selv det store begraves unner glem-
selens slør. Og Av den store menneskemængde som var forsamlet
i gaten u utenfor den avgrænsede plass og \de/ utvalgte innenfor på
plassen, med Kongen og Kronprinsen i spissen, var der visst ikke
mange som kjente dette herlige dikt.
Og hvor mange er det som nu kjenner denne P.A.M.’s store
tid, som Koth med rette kalte «vor nasjonale renæssance»?
En opdagelsestid, en nyvåkning, en voksende stolthet og
selvhevdelse, som for står i sterk motsetning til den interna-
sjonalisme og nasjonale opløsning som vi nu med den Ma\r/xistiske
ungdom i spissen lever midt oppe i.
Det var en stor misforståelse av P.A.M. l at han i sin ungdom,
forledet av personlige venskaper, stillet sig så sterkt på Schweigaards
3
og Welhavens negative side og bekjempet Wergeland og hans flokk,
«– disse barbariets, råhetens og ukjærlighetens forfektere» – «de lurvede
uhyrer» – «øgleætten». Man sparte ikke på konfekten i datidens jour-
nalistik heller! – Det var en misforståelse av P.A.M. å stille
sig skr slik kontrær overfor Wergeland. For i virkeligheten var det
med denne vidtskuende internasjonalist og positive norskhetsmand
han hørte sammen, og langt mere enn med den dansk-tyske este-
tiker Welhaven. Den naturlige norske linje fører fra Wergeland
over P.A. Munch og Ivar Aasen frem til Bjørnson, selv om B.
ikke kunde følge dem i den norske sprog-bevægelse.
Forøvrig var der ikke bare enighet mellem P.A.M. og Aasen heller.
Begge vilde løs fra dansken og skape et norsk mål. Men M. som
historiker vilde tilbake til islandsken, den litterære form av norønt
sprog, noet som i sig selv var ugjennemførlig. Aasen hadde det
sunde norske bondevett og var for meget realist til \ikke/ å forstå at vi
ikke ideologisk kunde flytte oss tilbake til Snorres islandske
sprogform. Han grundla med klar konsekvens sitt ny-norske
mål på de historisk utformede dialekter. Dette syntes Munch
var et kompromis og ikke radikalt nok, derav uoverensstemmel-
sen. Men egentlig står de sammen, Munch som teoretikeren,
Aasen som den praktiske filolog, som grunnleggere av det
nynorske folkemål.
Men jeg kommer ut på viddene av P.A.M.’s uoverskuelige
virkefelt. La oss komme tilbake til dagen idag og til først
til selve statuen.
4
Jeg vet ikke, kjære Edvard Munch, om du når du læser dette har
set den, og \det/ interesserer mig selvfølgelig meget å høre din mening
om den. Jeg for min del føler mig efter det første inntryk sær-
deles tilfreds. Det er min tro at ingen norsk billedhugger bedre
enn Stinius Fredriksen vilde \ha/ kunnet ha innordnet sig mere loyalt
unner den vanskelige opgave og samtidig hevde et personlig syn.
Man må huske, at opgaven rent programmessig var bundet av
B bygverkets klassiske arkitektur og plasseringen, av den nød-
vendige symetri med den begrænsede adgang til variasjoner, og
jeg synes at han har skapt et værdig og uttrykksfullt monument
indenfor den givne ramme. Der var ikke adgang til impressjo-
nistiske eller romantiske sprell her. Det personlige i kunst-
verket kunde bare komme til orde i en sjælelig innforlivelse i
opgaven og \med/ diskrete nuancer i en bydende harmoni. Muligens
kunde jeg ha ønsket å se mere av den unge P.A.M. Han døde
jo så ung og var i sitt vesen fyr og flamme.
Meningene om statuen var denne første dag vistnok delte.
Vi har jo ingen skolet forstand på skulptur i dette land, og derfor
kan Vigeland by et usakkyndig bystyre hvad som helst, idet
kritiken diktatorisk blir stengt ute. Det har vært det rene
Hitler-gregimente gjennem tyve år. Men la ham få det som
han vil ha det, eftertidens dom unddrar han sig ikke. Og
en ukontrollert selvbevissthet er ingen garanti. Det er bare
de mere eller mindre gale på asylene som soler sig i den idé.
5.
Universitetets ledende folk og dem jeg har talt med av Munch-
slekten var meget fornøiet med St. Fredriksens verk. Jeg tænker
det vil gå denne statue, som det har gått med Middelthuns ofte
utskjelte, men i virkeligheten meget værdifulle monument, «denne
utrolig kjedsommelige buksemann»! Efter at den blev frigjort fra
den den avskylige sokkel og den pretensiøse plas\s/ering, er det
begynt å gå opp for bevisstheten, at Schweigaard-statuen er et
fornemt og ulastelig verk i norsk kunst, og at Middelthun var
en fin kunstner. Jeg undlater da heller ikke i den bok som jeg
har under arbeide, å sette ham på plass som Edv. Munchs
virkelige lærer.
– – Festdagen blev strålende avsluttet ved en «bankett» hos
fru Lill og dr. Nils Roede på Riis, hvor Munch-slekten var
samlet, gamle og unge, i den utstrekning som det store hus
kunde rumme. Det het at vi var 71 tilbords, fordelt i de
forskjellige værelser, deri innbefattet universitetets og monu-
mentkomiteens vedkommende, dermed også jeg og min Ragna,
som hadde den ære å ha verten tilbords.
Jeg har alltid satt stor pris på Lill Roede, hendes elskelige
og naturlige væsen og mitt min følelse for hende er ikke fal-
met, fordi om årene er gått. Hun er blitt eldre, men er frem-
deles charmant. Og Nils Roede er stadig den kloke og fri-
talende mann som han altid har vært, interessert for musik
og malerkunst. Deres vakre hjem er rikt smykket med
6.
kunstverker av Paul Gauguin, av Willumsen, Chr. Krohg,
Harriet Backer, Erichsen og Torne og tilmed en \tidlig/ tegning av
Matisse, som jeg til å begynne med trodde var av dig. Men først
og sisst er det Edv. Munchs kunst som præger huset. Jeg merket
mig fire malerier og en vrimmel av grafiske arbeider i begge
etager.1) Jeg kan godt si at der drives en Munch-kultus i det
huset, ikke minst av de charmante fire døttre og særlig
«tvillingene», som jeg kommer tilbake til siden.
Det var i høi grad en familiefest, og statsråd Mellbye åpnet
talenes række med en skildrende tale om «sin store bestefar».
Her fremdro han forøvrig ett for mig som slekten Munchs
biografiker interessant materiale, en dagbok som P.A.M. som
liten gutt har ført om sin skolegang hos den strenge far, og
hvor læreren i høi grad refser ham for efterladenhet og dovenskap.
Guttens dagboksoptegnelser med løfter om bod og bedring er i høi
grad rørende. Statsråden viste mig også siden andre dokumenter
som han hadde medbragt fra P.A.M.’s barndoms og læreår.
Store sagaavskrifter, skrevet med hans allerede da sirlige og skjøn-
ne håndskrift. Og hvad der særlig imponerte mig, et ganske lite
hefte med karttegninger over Pelepones, minutiøst og omhyggelig
1) Vær så venlig for mit katalogiserende arbeides skyll å gi mig nær-
mere oplysninger om disse billeder:
- 1. Et \lite/ grønt, meget lyst «sommerlandskap» med elv eller bekk i forgr. \datert 1890/ – Hvorfra?
- 2. «Pariser gatebillede» med få figurer, \natlig/ elektrisk belysning. Er det 1891?
- 3. «Øen», Kveldsbelysning. Hvit strand i forgr., liten figur som kaster skarp skygge.
Er det ikke Ulvøen – samme motiv som mitt billede, men på større avstand.
Malt fra hvilken bopæl og hvilket år?
vend!
- 4. «Vinterbillede» med granstammer som kaster skarpe slagskygger
i månelys, halvstor størrelse. Et billede som jeg har hatt med
på flere utstillinger, tror jeg å huske, bl.a. Helsingfors og i Wien.
Hvor og når er dette malt? – Er det samtidig med mitt vinter-
billede med bjerkestammen? Hvor og når er dette malt?
Er det samtidig med de to vinterbilleder i Galleriet, «Hvit natt»
og «Under trærne», når er disse malt.
Ingen av de to billeder jeg har av dig er signert. Kunde
du ikke være villig til å gjøre dette, før vi går ut av denne
forkrænkelige verden?
7
utført også med farver. Heftet er med latinsk tekst datert …
MCD MDCCCXIII MDCCCXXIII. Altså med andre ord,
gutten var da 13 år. Det er næsten ufattelig. På det tids-
punkt i sitt liv kunde han gjøre rede for hver … by, hvert
fjell, hver flod ikke bare på Pelepones, men også på øene
omkring, Kreta, Samos og de andre. – Det er nesten ab-
normt, men det er interessant og oplysende om hvorledes
antikundervisningen dreves dengang. For et geni som P.A.M.
blev det ikke død viden, han hadde bruk for alt i sin ver-
densomfattende oversikt, og han har senere i sitt liv kart-
lagt store strekninger av Norge på samme minutiøse måte.
Men for de andre – som ikke \hadde/ noen bruk av \for/ Pelepones’ topo-
grafi?
– Der var efter Melbyes forskjellige andre taler, bl.a. en
meget personlig av prof. Kolsrud, som er en norsk kjernekar,
kjæmpemæssig, naiv og god, men lærd nesten som P.A.M.
selv, hans fortsetter som forsker i det vatikanske arkiv. Du
skulde tegne ham, for make til norsk godmodig bjørn fin-
ner du ikke! – Men hovedtalen blev holdt av Worm-Müller,
som fra ungdommen har stått den P.A.M.ske familje nær.
Og han gjorde det glimrende med sin lyrik og sin oratoriske
begavelse.
Tilslutt kom jeg som også efter opfordring \også/ hadde noet
å si. Jeg talte om Munch-slekten, som jeg nu er ekspert i,
like fra Rasmus Sørensen, Tordenskjolds kampfelle, og
8
frem til Edvard Munch. Og jeg læste opp et avsnitt av det jeg har skrevet
om P.A. Munch. Specielt for de mange unge som var tilstede kunde \det/
være bra å få vite litt om hvilken slekt de stammer fra. Og nu da
jeg har færdigskrevet hele dette første store avsnitt av boken min, som
handler om «Slekten», er der vel få som har bedre greie på dette tema
enn jeg. – Min utredning blev optatt med megen velvilje av de eldre
av slekten, mens ungdommen lengtet efter dans.
Og det kan jeg ikke fortenke den i. Dansen var også for mig den
mest uforglemmelige del av festen. Jeg fikk min lænestol plassert i
dansesalen og \den/ veg jeg ikke fra. Det var en fryd å se al denne ung-
dom av den gamle stamme, høivoksne ranke kavalerer og
bedårende unge damer svinge sig i dans og i livsglæde. Der er
ikke noet som kan kvege og opkvikke mitt gamle hjerte
mere enn et slikt inntrykk av ungdom, skjønhet og livsfryd.
Jeg forynges i sind, selv om jeg sitter der som invalid med mine
stokker. – Og ungdommen som skjønner at jeg liker den, er
lar mig ikke sitte der upåaktet. Uavladelig kom søte unge piker
og fruer med høflige kavalerer hen til mig og underholdt mig.
– Uvilkårlig kom jeg til å tæn tænke mig dig i den samme
stol midt i ungdomskredsen, med al denne raceprægede og
vakre unge slekt, flokket omkring dig! Gud vet om du
ikke vilde ha hatt din glæde av det?
Vel er det så at døden, som vi ser imøte, soper sine sot-
svarte vinger over enhver fest. Men den skal ikke kun-
ne hindre oss i å elske livet.
9.
En særlig glæde hadde jeg av å snakke med husets søte døttre,
særlig Ko «tvillingene». Av hele slekten er der ingen som i sam-
me grad har Munch-præget. Særlig hun som er gift med doktor
Frimann- … \Dahl/ ligger \ligner,/ forekommer det mig, i forbausende grad
ungdomportrætter av dig. Den andre er altså gift med Hans Jacob
Nilsen. Begge er meget kunstelskende og det er visst deres høieste
ønske å kunne få møte dig. Jeg er nesten sikker på at om
du lærte dem å kjenne, vilde du få lyst på tegne dem, enkeltvis
eller sammen.
– Ja, dette var om festdagen. Jeg kunde tenke mig det vilde
interessere dig å få en litt utførlig beretning. – Gud vet, hvor du
færdes? Atter er et halvt år gått, siden jeg sisst så dig. Jeg vet jo
ikke engang om hvor og når dette brev kan træffe dig. Men jeg
får sende det til «Ekely». Det må være deilig der nu i vårsprings-
tiden. Jeg håper du finner tilbake dit og til ditt arbeid. Og at du
får ro omkring dig.
Min bok arbeider sig langsomt frem. Men gud vet, om jeg får
kraft og tid nok til å gjennemføre den, stort anlagt som den
er med en bred kunstnerisk miljøskildring. Den er planlagt
å falde i tre deler: I Slekten. – II Livet og kunsten – og
III Kunsten selv (eller noet lignende). Jeg er færdig med den første
del «Slekten» og den er jeg ganske fornøid med. Og Jeg er \også/ et
godt stykke på vei inn i annen del, midt i ottiårene. Men
det vanskeligste blir det siste parti, f som skal være fri-
gjort for det biografiske. – Ennu står opgaven for mig som
vend!
10.
som et kaos. Men slik er det vel med enhver stor opgave,
til å begynne med. Det værste er at tiden er så knapp. Jeg
må være færdig med teksten i løpet av sommeren, og tryk-
ningen må begynne i september, hvis boken skal komme ut
bokhandlermæssig i rett tid. – Det skulde nok gå, om jeg hadde
min gamle arbeidskraft og full koncentrasjon i sindet. Men det er
nok desværre ikke så. Det er snarere en krisetid. Men nok om det.
Om en uke kommer vor søn Helge med sin Greta og sine færdige
tegninger og model til Domkirken. Det har vært en stor glæde
for os å opleve den enstemmig gode mottagelse som hans verk
hittil har fått på … sakkyndig hold. Den 29. skal utkastet \saken/ inn
for stortinget. Den gutten har aldri gjort oss annet enn glæde.
Men jeg frykter for at han nu er helt overarbeidet, slik som
han ar har arbeidet\holdt på/ natt og dag i de siste par årene. Men
Han har en sterk natur, hvis bare nervene holder.
– Ja nu skal jeg slutte dette lange brev, som kanskje kan
synes snakkesalig. Men husk på, alderen gjør ensom. Vennene
dør bort eller falder fra. Jeg har egentlig ingen annen igjen av mi-
ne ungdomsvenner enn dig. Et stort savn er der efter Nils
Kjær – og nu efter Olaf Bull. Men man får være glad, sålænge ikke
ungdommen vender sig bort og blir kjed av en!
Din hengivne
Jens Thiis