Munchmuseet, MM N 110

MM N 110, Munchmuseet. Datert 1892. Notat.

Vis forklaring av tegn og farger i visningen

Lukk forklaring av tegn og farger i visningen

Forklaring av tegn og farger i visningen

NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!

Munchs skrevne tekst

overstrøket tekst

Munchs skrevne tekst

Munchs skrevne tekst

tekst skrevet av andre enn EM selv

store strykninger gjort med strek, kryss el.l.

fet tekst er trykt tekst

{overskrevet tekst}

\tilføyd tekst i linjen/

tilføyd tekst over linjen

tilføyd tekst under linjen

lakune/uleselig tekst merkes med ...

‹uklar/vanskelig leselig tekst›

endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god

Skriv ut visningsforklaring
Munchmuseet N 110, s. 1

    { … }Hun var en – svane – Den gled
med sin hvidt lange fine hals
sagte henad vandet – ‹{h}›den
så sig om med milde øine –
så ind i vandet der var lyse
blå med hvite skyer som
himmelen over – Den ‹brodde›





    { … }Jeg bodde dernede i dybet
Jeg { … }rodet om blandt svarte
blåsvarte kryb – grønbrun
slim og alskens fæle dyr
kavet om i dyndet og grublet
og minde{ … }des en tid – da jeg
bodde  …  endnu holdt mig deroppe
på fladerne – i alt det lyse blå – da
jeg endnu ikke hadde alti dette
dynd i bronchierne

    Jeg skræmtes dernede for
min egen skygge    rædselen
greb mig og jeg måtte op

 

Munchmuseet N 110, s. 2

til de lyse farver
    Jeg tvang mig op fra bunden – jeg
hævet mit hode { … }op over
vandfladen – {og}det blev så
blændende lyst – det skar
mig i øinene øinene og jeg
så ned og opdaget så mit speilbilled
i vandet hvor det var rædselsfuldt
blegt

    Der var svanen – den var så
fin – så hvit – den hadde så milde
øine – den var så blændende
hvit –

    Jeg strakte hænderne ut
den nærmet sig – den bevæget
sig ikke – bare gled som nærmere
nærmere – så kom til den var
så nær at jeg syns jeg kunde
ta den og om favne den – og trykke dens hvide
bryst til mit – hvile mit hode til dens
kom den ikke bløde dun så kom den
ikke længer – den gled omkring
mig i en ring –
Kom til mig sa jeg – jeg vet alt – du

 

Munchmuseet N 110, s. 3

så så jeg den var blit
sm …  smudsig på brystet
‹tilsmudset› på brystet – og  … 
og jeg opd
og opdaget  …  at
{ … }vandet rundt om mig var
grumset og skiddent – og jeg
så mit speilbillede i grumset
hvor det var forfærde blegt –
Og svanen gled bort

    Og Jeg hørte et forfærdelig
skrig – og jeg vidste det var
mig der { … }hadde skreget –  … 
Svanen ængstedes –
jeg skjønte hva

    { … }Den  … Den gled fra mig bortover
vandet ‹den trodde› som himmelen
over var skin{ … }nende blå – trodde
hun det var osså der under
og den så sig om med milde
øine lykkelie øine –

    Men jeg som vidste alt –
som hadde vidst hvad
der
skjultes under den blanke
fladen – jeg skulde aldri bli
lykkeli