Munchmuseet, MM N 116

MM N 116, Munchmuseet. Datert 1889–1892. Notat.

Vis forklaring av tegn og farger i visningen

Lukk forklaring av tegn og farger i visningen

Forklaring av tegn og farger i visningen

NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!

Munchs skrevne tekst

overstrøket tekst

Munchs skrevne tekst

Munchs skrevne tekst

tekst skrevet av andre enn EM selv

store strykninger gjort med strek, kryss el.l.

fet tekst er trykt tekst

{overskrevet tekst}

\tilføyd tekst i linjen/

tilføyd tekst over linjen

tilføyd tekst under linjen

lakune/uleselig tekst merkes med ...

‹uklar/vanskelig leselig tekst›

endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god

Skriv ut visningsforklaring
Munchmuseet N 116 bl. 1r

    Frøken            og Mo

    Jeg  …  Damen i den blå Kåbe syntes ham kjendt
Hun stanset pludselig op og så ind af ad et vindu
gik så ‹videre› – men hun vendte sig atter og
nærmede gik videre Var det hende    Hvor gammel syntes
han ikke hun var bleven – var det virkelig
hende    Han vidste ikke rigtig om han
skulde hilse  …   …  Da hun var lige ved
siden af ham så hun ham ret stivt
ind i ansigtet – og jo det var hende Det var Hun
Dette blik havde hu fået han før fået
og og han følte det samme

    Havde  …  Ælskede hun ham endnu Var hun endnu glad i ham – Det
Blikket var spørgende og bedende noget lidende
Og han følte den samme medlidenhed
som før Hun var ligsom mindre blevet
Før havde
Tidligere
var





    Frøken kom tilbage fra butikken og
gik mod ham. Han ‹stirede› ind i det klare
barneansigt med de  …  deilige øine

    øinene Hun så ham trohjertig ind i  … 
ansiktet    Hun så deilig

 

Munchmuseet N 116 bl. 1v

    Klokken var 7 træt standsede
han ved torvet hvorfor Han vidste ikke
be{t}stemt hvorfor han gjorde det – Atter og atter
k
På sine spadserture kom han altid tilbage
til de steder hvor hun va pleiede at gå
og det var på hendes tid. Men han vidste
jo så godt det ikke vilde han jo  …   … 
før så mange gange truffet hende og
Men det var hende
Gaslygterne flimrede i blæsten Det var hin lørdag
eftermiddag folk og der var mange mennesker ude
Opover Karl Johan myldrede det af paraplyer
og der skjøndsomt passerte  …  hverandre Der
og så sig om    han havde jo ingen at se efter
På denne tid pleiede hun at komme
til ham på atelie‹ret›


    Han kjendte langt borte den
ene af de to kvinder vidste han var
hende    Hjerte banket voldsomt    Han vo hver
gang ha at han i hendes sku … 
Han måtte tale med

    Hvor skal i ‹hen? hun›  …  gjorde sin stemme
munter. Hjem