Munchmuseet, MM N 120

    Bare h{a}un vilde syns om ham i eftermiddag
osså –
    Hvor længe hun blir – tænkte Brandt  – Han
ble trættere og trættere. Vådt og ækkelt var det
allesteds – han kunde ikke få sidde
    Han så på skyerne som drog som svære
armeer over himm kirkespire – Det
‹tynget› på ham formelig disse skyerne –
    Han ønsket at gå hjem at han ikke
skulde træffe hende
    Så hørte han en { … }hest i trav – Fru
viste sig i en Kariol –
    Goddag har de ventet?
    Aa nei –
    Hun { … }spa sprang ud a kariolen – og ga
gutten tømmerne – Kom så går vi ind –
     …  – ‹III›
    Brandt  stod ved vinduet og så ud –
Det virker Fru Heiberg  sad ved boret og rensket
sop til aften – Hvor trist veir sa Brandt  –
det virker så på mig sån veir – Se på
kjærgåren og kirken Den ser uhyggelig ud kirken
og gravene nu – { … }Blir de aldrig trist ved en sådan
{kirkegår}veir – Å man blir vant til det –
Du  …  må finde på noet morsomt tænkte { … }Brandt 
– Han så sig rådvild om i værelset –
Det lå så tungt og mørkt alt derinde –

 

    Kom og å hjælp mig med soppen –
Han gav sig i kast med at rense – Nei – aldeles
galt sa fru {h}Heiberg  – de kan ikke    hvilken
klodsmajor – Så satte han sig til at se på
hende arbeide –
    Hvor  …  grov hud hun har sa {b}Brandt  til
sig selv og hvor munden er stor –
Nei hun var ikke slig som de kvinder han
hadde halvvågen hadde drømt om på sofaen –
    Så nu er jeg færdig –
    Kom vi lægger på kaminen – ska de se
hvor hyggeligt det blir – Ræk mig det
    Så ‹træbæter› fyrstikkene – så nu brænder det
Blees lidt til – så – Sæt dem nu der
ved ilden de fryser – Jo – H Hun satte
sig i en lænestol – la sig tilbage i halvmørket
lyset fra kaminen ga hendes en kobber
ansigt kobberagtig farve.
    Hvor høitideligt og stille det var – man
kunde ha hørt en knappenål falde.
    Hva heder de til fornavn – sa hun
    Bernhard 
    De skulle ikke ha hedt det, noget annet –
som    – et franskt navn de ligner en franskmand –
– Syns de det –
Det var atter gravens stilhed
Så var det ingen som sa noet
    Brandt  kunde ikke finde på noget    hvor han var dum

 

    Det var regnveir – Brandt  drev op og ned i nærheden
af veiåbningen hvor hun skulde komme – De ^hadde vært
sammen i skoven hun hadde plukket blomster og sop
hun hadde drad ham med ind i tykningerne { … }a de
mest ufremkommelige steder over gjærer og moradser –
     … Hvor morsom hun hadde vært som hun for mellem
stammerne – i sin lette lyseblå kjole og det blåstribede
trico{l}tliv – Aa når hendes d …  bare bebehatten
stak op over { … }buskene det lyste i det røde for
Brandt  De ser ud som en Eva derinde i tykningen
eller som en skovnympfe – hadde han sagt til hende
Og han erindret hun hadde sagt hun likte
ham så godt at de passet så godt sammen de
to – de lignet hinanden – \Halvgale beggeto hadde hun sagt/
    {D}Brandt  smilte ved sig selv – det var tydelig
hun likte ham godt – Å nu skulde han være
sammen med hende i eftermiddag spise til
aften – Det lignet formelig noen franske romaner
han hadde læst –
    (En fru Den smukke Grevinde kjeder sig på
landet men træffer den unge Gustav – Hun
lægger tydelig for dagen hvor hun liker ham –
Hun ber ham besøge sig de sidder en eftermiddag
sammen    Der blir en pause, hun sukker og ser på ham
Han sier han elsker hende – Hun rødmer – men
trækker sin hånd tilbage som han har tat så
kaster hun sig til hans bryst og bedækker hans
ansigt med hede kys.)

 

    Ansøgning fra
Maler Edvard Munch
om Statens St{ … }ipendium
    
    Til
Det Kongelige Norske
Departement for Kirke og
Undervisnings {w}væsenet

    Undertegnede der i Vinter
har arbeidet på Bonnat’s Atilier
i Paris tillader sig herved
ærbødigst a{n}t { … }ansøge om også
i År at komme i Betragtning
ved Udellingen af Statens Sti-
pendier for Kunstnere

    
    Ærbødigst
    Edvard Munch, Maler

Paris 22/3 90