Munchmuseet, MM N 121

MM N 121, Munchmuseet. Datert 1889–1890. Notat.

Vis forklaring av tegn og farger i visningen

Lukk forklaring av tegn og farger i visningen

Forklaring av tegn og farger i visningen

NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!

Munchs skrevne tekst

overstrøket tekst

Munchs skrevne tekst

Munchs skrevne tekst

tekst skrevet av andre enn EM selv

store strykninger gjort med strek, kryss el.l.

fet tekst er trykt tekst

{overskrevet tekst}

\tilføyd tekst i linjen/

tilføyd tekst over linjen

tilføyd tekst under linjen

lakune/uleselig tekst merkes med ...

‹uklar/vanskelig leselig tekst›

endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god

Skriv ut visningsforklaring
Munchmuseet N 121 bl. 1r

    Man reiste sig fra det store
bor.

    Brandt Kommentar og fru Heiberg Kommentar var i ivrig
samtale – Hun hadde arrangeret det
sån at hun kom til at sidde
ved siden af ham.

    Ja Paris er det eneste – sa
fru Heiberg Kommentar idet hun reiste sig –
Man kan gjøre hva man vil

    {E}Huser de når man vågner
første dagen i Paris – sa Brandt Kommentar man hører
grøntsælgerne som synger
og al den støien og ramlen fra
gaden – Å solen som skinner
ind – solen er anderledes der  … end
her – og når man { … }slår vinduskodder
og gardiner til side og åbner vinduerne
og ser ud over { … }alle tager som
blåner bortover – Er det ikke
{ … }deili –

    Han hadde talt sig hed og
lat munden gå

 

Munchmuseet N 121 bl. 1v

    Han tog hende v{ … }arsomt
om livet – Hun hævet
sig op mod ham – Og
der forløb han så ikke
mer { … }tænkte ikke mer –
træerne og luften forsvandt –
noget deiligt tok ham

    – Han følte som en
varme læber mod hans sin
hals – og som en { … }våd kjølig
kind gled mod hans –
og { … }hans læber gled
blødt ind i hendes –
han vilde gråte og juble
– han åbnet øinene han
så ind i to store dunkelt grønne øine
der så ind i hans –
Han hadde en følelse af at
ville gråte – og samlede ‹{ … }gull›

    Det var forbi
De holdt hinanden i hænderne
– Træerne stod mørke og høie
mod den regntunge aftenluft
– H{ … }un { … }tog ham i haanden –
og hvisket {a}Adjø da – så
sørgmodigt og blødt