Munchmuseet, MM N 515

    Han tæn
    Han måtte lægge sig –
– Nu vilde { … }hun angre det –
Hvor hun Når hun ikke
så ham mer på gaden – vilde
hun ‹hun› forstå han var blit
syg – h{a}un vilde osså få vide
det på anden måde –
    hvor Hvor Da vilde hun
ha det igjen – Hvor hun vilde
angre angre – ^{‹bittert›} Så vilde hun
skrive – Hun vil tro  … at
han vilde dø at hun aldri
skulde se ham {–}mer –
‹ta› Tanken {Den}Tanken gjorde sig
som balsam på ham –
    Hver morgen ventet han hun –
hvor  …  hun bad ydmygt
om tilgivelse –
    Men intet kom –
    Ja hun skulde ha det igjen
når han døde – og det stod
avertissementet i avisen –

 

    { … }Hun Var det { … }da virkelig muligt
at hun ikke skrev –
    Trode hun kanske han skulde
skrive –
    – Han hadde jo været ‹t›
været dum – han hadde været
{ … }feig – feig –
    Hvor han skammet sig –
hvordan hadde det været muligt
at han hadde kunnet si no
så{ … }nt den gangen – at de ikke
skulde træffe hinanden så ofte –
– han ha men hadde jo
strax efter le bedt hende så
vakkert om at komme –
Men Men han hadde sagt
det – Å han hadde han ikke
holdt { … }a henne –
    Åsså var han hadde han
misforstået hende hin aften –
hadde g{ … }ået fra hende mi{ … }dt
på gaden –
    Og så hadde han kommet
forsent på udstillingen – bare lidt
– det var jo for hendes  …  skyld  … 
male til hende – men

 

det vidste hun jo ikke –
hvor hun vil angre angre det
når hun får det at vide –
    Når hun har bedt om
undskyldning skal han fortælle
det –
    Men det var er jo hans skyld
fra først –
    Men straffe ham sån da –
gå strax til en anden –
Han bed tænderne i puden
når han tænkte på den Søndagen
– da hun ikke lod ham
snakke med sig –
    Nei han vilde aldri gjøre
det første skridt til ‹forsoning›
først skulde hun lide som
han –
    Inimellem lå han i døs
da tænkte han på hvordan
de var blit forsonet og
de kysset hinanden varmt