Munchmuseet, MM N 590

    Jeg hadde ikke været på
Kirkebakken på mang lange tider.
Jeg havde hævnet mig – og vilde
ikke træffe hende. hun
    Jeg gjorde lange spadserture – altid
henimod Kirkebakken men vendte
altid om når jeg var så nær at
jeg kunde vente at træffe nogen.
    Jeg Så var jeg nede i { … }Hervigsand
og besøgte Maler Hertzberg  –
Vi stod og så på et billede.
Han holdt et langt foredrag over
fortalte hvilket hode han havde
malt med parafin og hvilket han
havde malt med tempera. Jeg
stod og så på og svarte bare ja så
    Så gik det ud i gangen. Jeg
hørte en kort latter. Det var fru
Ds  latter og stemme.
    Goddag.
    Nå er de her    det er længe siden
de var på Kirkebakken –

 

    Jeg har havt så meget at
bestille sa jeg
    Han Han Jeg følte stemmen var uklar
    Han { … }blev så forunderlig blød
{ … }ved at se hende – Hun talte så ^{Stemmen var}
indsmigrende og lod  …  øinene { … }hvile{ … }te
så længe på ham –
    H{ … }un var deilire end ellers – i
den lyse lette dragt og den store
gule sommerh hat.
    Alt var fra før var glemt.
Ved bordet satte { … }hun sig ved
siden af ham – og henvendte sig
altid til ham og og når hun sa noget
så hun altid på ham – og n{ … }år hun lo
og { … }lo hun til ham
    Efterpå forslog Hertzberg  at
danse.
    Han { … }engagerte fru D  og  … 
tog fru P .
    Han satte sig i en krog – trist over
ikke at kunde danse. Misundte
Hertzberg  som sån gik bort og la
hånden om hendes liv og  …  med hendes
arm på sin skulder { … }tog hende
med sig i dansen – og hvor hun
jublede og lo.    Han ærgrede

 

sig over at de morede sig.
    Han støttet hodet mod hænderne
Så gik hun bort ^{var hun ved siden af ham} til ham
    Jeg mener de sover – la
mig se.
    Nei langtfra    Men jeg liker
ikke at danse. Han vilde
ikke være ved at kan ikke kunde
    Kom og dans med m
    Kom og dans me mig da
sa hun
    Nei jeg har ikke lyst jeg
er træt. –
    Kom Hun gik mod det åbne
vindu – ‹{Se}›Kom hid sa
    Han gik bort til det åbne
vindue – det { … }kjølede hans
varme kinder.
    Hun Hun fulgte med og
de bøiede sig udover i den blå
mørkeblå kjølige aften.
    Jeg har ikke lyst jeg heller i aften
til at danse jeg heller sa hun –
    Hvor {d}Det er for yndigt sa
hun – se der bortover – vandet

 

mellem træerne og månen
som lyser bag { … }skyerne.
    Ved de – sa hun – og jeg
{er}har det sån – slige aftener kunde
jeg gjøre hvad det skulde være –
jeg har formelig lyst til at
gjøre noget forfærdeligt galt –
    { … }Hun så på ham med dunkle
store øine –
    Lampelyset faldt gult på nakken
og håret – Ansigtet var i halvmørket
udenfor – Stemmen var dyb all
men imellem fin så fin og
 …  kildrende.
    Det er
    Jeg liker slige mørke aftener
– lyset er så indiskret –
{D}Stemmen ‹v›
    Det var noget eget ved stemmen –
og noget mystiskt ved det hun sa –
som lå det noget  …  bag { … }ordene.
    { … }Og så lo hun så underligt blødt
lo med den ene siden – et kjælent smil
    Hvor blød munden – hvor nøgen nakken –
og  …  så og hun lo igjen.
Så så han bare d{ … }e store øinene