Munchmuseet, MM T 2761
MM T 2761, Munchmuseet. Datert 1889–1890. Skissebok.
Filologisk kommentar: Notat- og skisse-bok.
Forklaring av tegn og farger i visningen
NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!
Munchs skrevne tekst
overstrøket tekst
Munchs skrevne tekst
Munchs skrevne tekst
tekst skrevet av andre enn EM selv
store strykninger gjort med strek, kryss el.l.
fet tekst er trykt tekst
{overskrevet tekst}
\tilføyd tekst i linjen/
tilføyd tekst over linjen
tilføyd tekst under linjen
lakune/uleselig tekst merkes med ...
‹uklar/vanskelig leselig tekst›
endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god
No-MM_T2761-00-R
No-MM_T2761-00-Ri
Munchmuseet T 2761 bl. 1r
Skal blot
læses af mig
E Munch
Skal gjennemgåes efter
min død af frisinnede
forståelsesfulde mænd
E Munch
Sept. 1932
Til hr. professor Schreiner
fra Inger Munch. {a}April 1944.
Munchmuseet T 2761 bl. 1v
Der var en høi høi bakke med grønt
græs og øverst oppe mod himmelen {s}kom
skoven. grantræer mørke ‹og rette› grantræer
og der gik { … }kjøer og sauer gik og spiste græs
og der hørtes bjældeklang, og
og luf himmelen over var blå med hvide
skyer. Men ‹nede› under bakke der
var dalen. – … Græsset var så grønt Saue …
v … … og himmelen over den var så blå
Men ovenfra skoven kunde bjørnen komme {og}forat
spise de små lam
og derfor var der en {k}gut som havde en
kjæp hvormed han jagede væk bjørnen. (Nede i
dalen skar stod der folk som skar korn med jåog høiede) …
Der { … }er et hvidt t{ … }ælt og langt borte mange
hvid‹e› telte. Udenfor teltet sad en mand i uniform
{ … }og Kvinden og Manden { … }talte så længe sammen –
Midt på ‹gårde› – stod en bord { … }af grå sten og
stoler {og}af sten rundt ‹op› om kring. E{t}n {v}svært laave var
{ … }på den ene side af gården med en høi ‹låvebro›
‹på› { … }den anden side var lave huse til { … }‹kjørerne› og
sauene. – E{n}t lam havde brukket benet og de
slog det sålænge til det døde. Det var så lidet og
ganske hvidt. Det lå fladt på på gulvet og l … og lævde såvidt
Munchmuseet T 2761 bl. 2r
4
Nederst ved
den store
dobbeltseng
sad det tæt
op til hinanden
på to små
barnestole;
den høie kvin-
deskikkels stod
ved siden { … }stor
og mørk op mod
{H}vinduet
Hun sk sagde
hun skulde
forlade dem
måtte forlade
dem – og spurte
{ … }om de blev
vilde blive
bedrøvede på når
hun var borte –
og de måtte love
hende { … }at holde sig
til jesus så vilde de
træffe hende igjen i himmelen
De forstod det ikke rigtig men syntes det
var så forfærdelig sørgeligt og så gråt de begge
to, storgråt –
{ … }Skal tale i første person
Munchmuseet T 2761 bl. 2v
…
Det var mørkt og gråt nedover trappen
Karle Karl{eman}
Jeg holdt hende i hånden –
og drog i hende, {han}jeg kunde ikke komme
fort nok ned.
Så så han o spurte {han}jeg hvorfor hun
{ … }gik så langsomt og spurte Hun standse{ … }t altid
op ved hvert trin og drog pusten
Men udenfor {b}porten blændede dagslyset
{dem}os ‹og› alting var så lyst så lyst.
… . { … }Hun stoppede op en stu{d}nd og drog pusten
Luften var så underlig varm med enkelte
kolde pust. {g}Græsset skjød spirede skjø{ … }d op melem
{ … }brostenene; lysegrønt græs; det var vår.
(Hun { … }Hun havde en bleg lillafarvet hat
og de ‹{bleg}blegrøde› bånden flagrede op for hvert
hvindpust og slog hende i ansigtet.
Så gik {de}vi nedover slots{parken}gaden til ‹fæstningen›
og så på sjøen.
Munchmuseet T 2761 bl. 3r
Der var et mørkt
barnekammer –
{og}vore pige{rne}r og andre
piger legte med os
og de gik fr{ … }em og tilbage
frem og ‹tilbage› mod hverandre og sang
en sang som var så
trist. Tilslut blev
{e}en pige tilbage ‹Hun›
ganske alene til{a}bage
og ingen vilde have
noget med hende at
gjøre; ungersvenden { … }der
havde givet hende båndet
og ringen var { … til}også borte
og og så sprang jeg måtte
(jeg springe over og tage hende
i hånden og trøste hende {–}og)
‹så›
Der var vinter og vi sad hele dagen
i vinduerne og så ud. Tværsover gaden
boede en mand og ‹en› kone som slo{d}ss { … }altid
og hvergangengang de trættede da kom djævlen
bag dem og stod og … – H lo.
Han havde store horn i panden og han had
‹bi› hestefødder og hale og så … var { … }han sort
og over hele kroppen. { … }Engang vilde
Munchmuseet T 2761 bl. 3v
han tilsid{t}st tage dem i kløerne
og dra dem ind i helvede.
Derfor spi smilte han så. når …
De kunde imellem … se
{ … }bukkefødder inde i om aftenene når
det var mørkt i værelset ved siden djævelen det var djævelen
han vilde tage dem ‹d› når de var
slemme og ikke vilde lægge sig men
holdt de sig til gud kunde han
ikke røre dem. –
Der v …
Store Sne{s}flag store sneflag faldt ned
uafladelig uafladelig. Oppe fra himmelen ‹mod›
kom ‹luften› såes legionervis af de sneflag som
f og man f kunde følge e{n}t af dem med
øinene så længe næsten det faldt lige
ned til jorden der lagde de sig allesammen
så blødt de{n}t ene flag på det { … }andet der sneen lå der som som et
tæppe så hvid og ren. … den lagde sig så hvid og ‹ren›
Og udenfor vindue og på på tager og udenfor
vinduet lagde den helt op til ruden
Munchmuseet T 2761 bl. 4r
lagde den sig så blød og hvid. –
Munchmuseet T 2761 bl. 4v
Der var mange hvide lys helt
op til toppen og de drypp … ede ognoen dryppede
det glitrede og glindsede i guld og sølvpapir,
det strålededet skinnede i alle lyse farver men mest rødt og gult og grønt. Man kunde
tæs næsten ikke se for lys.
Llu Luften var mæt\tet/ af granos stearinos og brændt gran og {varm}hed, det lugtede
af brændt gran, og os af stearin
Ingensteds var fandtes skygge lyset krøb
ind i alle kri{g}ker og kroker
Moderens {k}silkjole og faderes mørke dress
var det eneste dybe … i dette lyshav.
HunMidt i so{ … }faen sad hun i den svære sorte kjole (silke)
som syntes endnu mørkeresortere i dette lyshav
Hun sad så stille {.}og bleg
{ … }Rundt omkring hende sad eller stod alle fem
noen på gul.
Far gik op og ned på gulvet og bøiede
sig nedover m satte sig så borte til hende
i so{v}faen og de hviskede sammen og bøiede
sig ‹ned› { … }til hverandre. Hun smilte og tårer randt
‹nedad› Kinden
Alt l var så stille og lyst.
Så sang { … }Berta
Glade jul hellige
jul engle daler ned i Skjul.
Munchmuseet T 2761 bl. 5r
Da åbnede taget sig og der såes man
kunde se langt langt ind i himmelen
og Engle såes dale ned i Skjul
Smilende med hvide lange kjortler. Og
{ … }Da var alle vi alle { … }var vi så henrykte, så henrykte
Hun i sofaen så på os fra den ene til
den anden og strøg os nedover kinden, med
hånden.
Vi skulde bort
{S}En sortklædt alvorlig fremmed mand stod ved enden
af sengen og bad.
{d}Det var dunkelt i værelset og luften
tung og grå.
{S}Vi har var godt i ydertøi og pigen stod som
… skulde følge os stod ved døren { … }og vendtede
Så måtte en for gå bort til sengen en for en og hun
så på os inderlig og kyssede og. Så gik vi
ud og {d}pigen bragte os hen til { … }nogle
fremmede menneske som var så snille
mod os – De var alle så venlige mod os
og vi fik kager og legetøi så meget vi
ønskede
Munchmuseet T 2761 bl. 6r
Berta
og Karleman .
Munchmuseet T 2761 bl. 7r
Munchmuseet T 2761 bl. 8r
Munchmuseet T 2761 bl. 9r
Vi ble vækket midt på natten –
Vi forstod med engang
Vi klædte på os med søvnen i øinene
Munchmuseet T 2761 bl. 11r
Det var varmt og lummert ned på bryggeni ‹byn› ‹–›
det skal bli {d}godt og at komme ud og
få sig en smule frisk luft – tænkte vist
alle disse som stormet op på dampskibet for
at få plads.
Han sad på dækket med og lænede
sig mod rækværket og så på alle disse
som træn den brogede samling af ‹mennsker›
som sto træn{k}gte sig frem for at få plads på
dampskib. Hede og svedte Glohede {G}fede
Grosserere der så ud til at få apopleksi,
kom løbende – idet de tørkende sig i ansigtet.
Professorer og studenter Karljohansløver og
damer i l{ … }yse dragter i b en broget
forvirring stod { … }alle storme{ … }de op
Hvor hedt varmt det var –
Gud hvor hedt.
Hvidt i hvidt lå byen osende og støvende
under den glohede { … }julisol.
Men udover lå fjorden sølvglinsende og
lokkende
bare båden om et par minutter så
Munchmuseet T 2761 bl. 11v
er man ude udenfor byluften –
Gid de nu vilde skynde sig
Nansen
sad der i sine pariserklæder
og stokken under en hånd – og iagtog damerne
Hvor få han kjendte af alle disse da
Kristianiadamerne; gid han kjendte noen han
osså han var da nu 20 år og endnu ikke
vært ordenlig forelsket han
Han så
Der kom kaptain og frue. …
Se { … }hvor v … kjærlig de er mod hinanden
Og så fortæller man så meget om fruen
hvordan hun bedrar sin mand –
E{ … }r det mulig hun er kjed af denne
kjække karljoh vakre karljohansløven –
Hun er da ikke så pen
Det var da mærkværdigt at alle
blir forelsket i hende så sier ‹man› jo
Hun er da ikke så forfærdelig pen Munden
er styg og hun h –
Der kommer de …
Munchmuseet T 2761 bl. 12r
og sat sig ligeover for ham –
Mon hun erindrer og jeg blev forestillet
for hende for et halvt år siden af Maleren
Nilsen han var jo osså en af hendes elske‹re› –
Han hilste { … }og hun hilste igjen –
Hvor hoven hun ser ud, lidt
{ … }kjed af sig syn Så der sat hun munden op til afskedskus
Det ringede for tredie gang – gik sagte sagte fo så
fortere og fortere udover mod det lyse sølvglindsende
De sad overfor hverandre
Han så fast på hende han var sig
bevidtst at han så godt ud Søreisen havde gjort
ham brun i og klæderne sa var nye og sat godt.
Munchmuseet T 2761 bl. 12v
En sådan dag man
tænker på når man er meget
syg
{Han}Veiret var s
Morgenen var lys og solblank så deilig han måtte ud
at spadsere Han gik nedover landeveien og han
følte sig så let og frisk. Han var i den stemning
at Der var ligesom søndag over alting
{Så}‹Da› kom en vogn mod ham og der
sad Fru D
{ … }Han { … }blev lidt generet derved –
han så ikke sådan ud at han kunde vise
sig for damer. Hvor i al ve{n}rden skal jeg
gjøre af mig han så sig han så sig om om
{ … }han ikke gjøre en afstikker – Nei der var
nok ingen råd – frisk mod. Han stelte
lidt på sli{ … }pset der sad meget skjødesløs
{ … }og {g}børsted lidt på buxen den buxen
han skulde slide ud på landet. Så var
vognen ved siden af ham, så den stansede
Goddag Godmorgen. Hun bøiede sig smilende
ned mod ham og rakte ham hjertelig hånden
– { … }Hun så … strålende ud – myste med
øinene og lo med
Hun så p{ … }å ham fra øverst til nederst
De er våd i håret; de er nok netop
kommen på op af a bya deres.
Munchmuseet T 2761 bl. 13r
De må komme til mig i morgen idag har
vi jeg dameselskab {.}– Her skal de se alle
disse deilige yndige blomster. – Se på
– hun havde vognen fuld af store gule
– blomster – se den ‹er› ikke den deilig \er/
for yndig – den skal de ha og den skal
de osså ha – værsågo en i {v}hver hånd.
Hun rakte ham så aft hånden til afske
og sendte så på ham gjennem de mysende
øienlåg. – Adjøa da – a – ‹djø›
Han stod der midt på gaden den
sølede landevei med en stor blomst
i hver hånd og så og så eft{ … }er den
be vog vognen. Det var da mærkværdigt
… … ‹da› ‹været›. Han følte sig en smule forvirret Øinene håndtrykket
og og blomsterne hva skal alt dette betyde
Så skvat han op hun havde vendt sig
Så gik han
om i vognen og lo
Han gik hjem og skjulte god blomsterne at
ingen skulde se dem og tænkte og tænkte
hv hva alt dette skulde betyde
Munchmuseet T 2761 bl. 13v
De havde fløi{ … }et omkring i skoven og moret
sig som Hun hele Eftermiddagen.
De spøgte og lo {pi … }lo ‹sig› ‹sammen›
skolebørn
Hvor han passede for hende
Han var netop som hun likte
de passede … så godt sammen … l … havde
hun sagt og ha{ … }n følt havde følt sig så stolt
derover
Hendes
Hode hendes så så morsomt og
barnslig ud inde i den digter hat { … }der
{ … }var cinoberrød inde i. Som hun gik der
og slang med bøiet {o}hode og ledte efter
efter blomster henrykt når { … }hun fandt
en hun med en rigtig nydelig farve var hun
vel forførende at se på Og nakken måtte
han stadig se på den var så så nøgen ud
håret var opstrøgen og den så så nøgen ud
Der blev regnveir udover efter mod aftenen vinden
tunge skuer drog og drog over himmelen uaf{a}ladelig
store masser fort fort.
Vinden blåste fra havet. Kirken lå der
hvid og trist med graverne rundt om.
Hun Han vendtede på hende hun havde været inde på hos
nogle bekjendte. Han var træt { … }efter løbing skoven og ‹frøs›
Munchmuseet T 2761 bl. 14r
Hvor længe hun dog var. – Så kom hun.
Hun var ikke så pen som før i eftermiddag syntes han
ældre‹.› De gik ind i det mørke værelse skyerne hang over
og gjorde alting så dystert. De tændte om ild og satte sig
ved kaminen. Men de var tause kunde ikke finde på
noget
Lampen var tændt Så kom frøken Nilsen. Han blev endnu mer forlegen Udenfor gjennem
havedøren lå landskabet så man langt
udover … … vandet alti blåt i blåt
var stod alting luften og landskabet og vandetmod ude mod det gule
lampelys inde. Det gule lys f som faldt { … }grelt på
hovederne stod så grelt med blå skygger
Talerkner og fade sa … og ka{ … }stede g{ … }yldent lys på
‹han› hørte l … dugen og talerkerne I skyggerne
var der mest blåt gr ‹rent› blåt
Der var lange pauser hvor man
hørte klire‹n› … af kniv og { … }gaffel mod
talerken. Værsegod! hørtes f så oft fra
fruen Når ordene faldt kom de så
pludselige og forf{ … }ærdelig høitidelige.
{Så}Jeg havde { … }følelsen af at begge
damerne så på … mig og fandt mig
besynnerlig jeg spiste hvis også rart
syntes jeg. Mon jeg { … }ikke bruger formeget
kniven. tænkte
‹ … jeg› Sveden begyndte at { … }pible ud af huden
og Maden sad fast i halsen på mig
De spiser jo ikke har de dårlig madlyst
sa så fru. Jo tak jo tak og så
Munchmuseet T 2761 bl. 14v
Jo … jeg blev rød {s}og stammede
noget om en usædvanlig madlyst og
så spiste jeg begundte jeg at spise
med fordoblet iver. Så ‹måtte› jeg
‹si› noget
Det er vakkert det blå landskabet
derude sa jeg det minder om Pues de
Cavanne. Alting begyndte jeg
Hvor forfærdelig høitidelig du si{ … }ger
dette tænkte jeg ved mig sælv. Hvor
de syns jeg er kjedelig.
Jeg måtte se meget lidende ud
tænkte jeg
Damerne så på hinanden
Min dame foran mig så på sin
‹venden› og {s}jeg syntes jeg kunde ‹op-
dage› som et lidet smil. Og så så smiler
jeg det blev gjengjæld hvad var det værste
Så de f har er fa dette { … }er
en ny håbefuld spire du har
fået tag i Kun
Kunst{ … }nerspire lagde jeg til sa jeg og { … }gjorde …
Munchmuseet T 2761 bl. 15r
voldsom anst{ … }rængelse forat se s{ … }pøgefuld
ud.
{ … }Det er jo meget smukt; tvende
kunstnersjæle – … store ånder mødes,
det passer jo n{ … }ydeligt.
Jeg så fru holdt sig forat le hun
blev rød af anstrængelse Så brød
latteren ud i en skraldende en la{ … }tterstorm
sådan som blot standser forat
begyndte igjen. Hun lagde gaflen og kniven
bort og holdt sig med begge hænder i hoften og lo med
åben mund Lattern rev og sled i mig; den
ydmygede mig tråkke og tramped på mig så
jeg følte mig så latterlig så ellendigste lus –
Lampen talerkner og bordet dansede foran mig
Jeg forsøgte en sidste anstrængelse
for at ku forsøgte at le med også at og
så sige noget med det blev blot til mumlen
De ligner Sarah Bernhar så meget
n{ … }år de ler slig sa jeg.
{ … }Og så kunde { … }hun ikke mer
Jeg kan ikke holde det ud! sa hu
kan ikke hol-de det ud sa …
Munchmuseet T 2761 bl. 15v
og så gik hun bort i krog satte
sig på hug og lo og lo
Hvor jeg haded he{ … }nde
Så s
Så standsed latteren op og
det blev lig stille som efter e{n}t uveir
Jeg b mener du er gal sa Frøken
rent rav ruskende gal
Jeg Jeg { … }kunde ikke for det
Så b{ … }rød vi op fra borde og
gik … ind i det ‹side› værelse igjen
hvor det var ‹varmt›
Jeg … var fortumlet og hed
Jeg satte { … }‹panden› mod ruden
forat kjøle { … }mig. Så … kom
hun bort til mig og viftede mig
Halvmørkt med en vifte Hvor deilig hun var slig …
og hvor jeg hadede hende
Jeg tog så skyndsomt f{ … }arvel
og gik
Munchmuseet T 2761 bl. 16r
Jeg vilde aldrig kom igjen aldrig i
verden og så kunde hun ha det
så godt. Jeg {k}gik hurtig med hovedet
forover og hænderne i lommerne. Jeg ‹fore› lod
alt som var passer{ … }et gik jeg igjennem i
tankene. Jeg blev hed om ørene når jeg
tænkte på min ydmygelse ved bordet
latteren sang endnu i mine ører og jeg
bed tænderne – sammen af raseri. – Aldrig
Aldrig ser hende mer –
Hvor hun fandt ham
latterlig
han hadde indbildt
sig hun likte ham
elsket ham –
han var en latterlig
ynkelig – dum
– som ikke …
Munchmuseet T 2761 bl. 16v
To { … }Dage viste jeg mig ikke … på
Kirkebakken. Så kunde jeg ikke ‹holde›
mig længere jeg vilde ialfald vise
at jeg ikke tog nogen notic af
hende jeg skulde vise … hvor
overlegen jeg kunde tage hende
Og s{ … }å kom der lå der e{n}t hemmeli
ønske tænk om du kunde bøie
denne stolte nakke i kjærlighed til dig
ydmyge he{ … }nde som hun { … }som havde
ydmyget ham således.
{Han}Jeg traf hende udenfor i haven
Værsågo vil du ikke gå ind.
Nei tak
Hvorfor ikke det
{N}Tak jeg har ikke
T Nei Tak jeg det var min mening
at ta mig en tur ned mod vand
Munchmuseet T 2761 bl. 17r
jeg har været så længe inde Vil de
ikke slå følge
Hun tog ha tog på sig en hat og gik
med.
Hun var hele tiden meget koket
Men han jeg lod fuldstændig kold
så næsten ikke på hende
Nede ved vandet bad jeg hende at stille sig
op forat se hvordan belysningen faldt
Jeg holdt på at male en havfrue:
Hun tog af sig ha{n}t og løste håret
rev det formelig op. Så … tilbød hun
at ta af sig over Så rev hun op
over kuften og slængte den på en sten
Jeg myste med øinene og så på hende
med et kri{ … }tisk blik der f … hun kunde
ikke opdage spor af beundring.
Så takkede jeg kort og fulgte henne
op til porten Om
Om jeg vikke vilde gå ind Nei
Nei tak det er sent. Hun så lidt skuffet
ud syntes jeg
Jeg gik hurtig hjem vel fornøiet
med mig selv. Jeg syntes jeg havde
fået lidt h{ … }ævn
Munchmuseet T 2761 bl. 17v
Han
Han hørte hendes stemme i
gangen. Så … la han ikke mer mærke
til h{ … }va Hefferm sa svarte … blot distrait
ja og nei
Der kom hun ind. Han lod optaget
af samtalen vendte så så og hilste ligesom overasket
Goddag fru er det dem
det skulde lyde ligegyldigt men han følte
stemmen var uklar. Han blev ‹da› så blød
Hvor deili hun dog var i den lyse tættsluttne
Munchmuseet T 2761 bl. 18r
dragt og { … }den svære sommerhat. {S}Og stemmen
hvor den var kjælen og indsmigrende
{ … }Han glemte og tilgav alt med engang
Vil de ikke komme ‹hen› til mig mer
Jo tak, jeg har været så optat men
nu kommer jeg snart.
{ … }Ved aftensbordet sat val{k}gte hun
mærk la han mærke til at
tog hun til pladsen ved siden af ham
Hefferm forslog at danse og m dansen var
snart i fuld gang.
Han satte sig bort i en krog så på dem der
kunde danse tænk at danse med hende
Han følte sig lidt … nedstemt og støttede { … }hode
med hænderne
Så kom hun bort til ham.
Jeg mener de sover, får jeg se.
{ … }Nei langtifra men jeg liker ikke at danse
han vilde ikke si at han ikke kunde
Så Jeg har ikke lyst jeg heller i aften
De gik indi sideværelse han var så hed så hed
og så underlig blød. De ku gik ‹hen› til det
åbne vindue og de bøiede sig udover begge
Munchmuseet T 2761 bl. 18v
i vindusstolpenkarmen imellem dem. Det var så deiligt
og kjøligt. \Månen anede man mellem skyerne/
2) Sådan om aftenen\er/ har jeg … lyst til at
at gjøre nog{ … }et forfærdeligt galt jeg
kunde gjøre hvad det skulde være
Jeg må lisom.
1) {S}Jeg syns så godt om denne { … } … slige
aftener med måneskin gjennem skyer, så det ikke
er for lyst Lyset tåler jeg ikke –
Det er så indikret. \Syns de ikke/
Aa jo men jeg liker { … }lyset { … }best de
lyse m{ … }åneskinsnætter de er …
Aa jo det er så vakkert sådan som det
nu. Har så … … alting så blødt
ingen skarpe skygger og Man aner hører
blo{ … }t tingerne
Han så på hendes
Hvor blød munden er h{ … }vor de pirrend … nøgen
den bøiede nakke
‹Ø›inene lå i skyggen men … glimtede af og til. f … glinsede i mørke halvmørket.
{ … }De så stille på hinanden en stund
og så lo hun så underlig blødt det et
kjælent smil.
Han så tilsidsttilsidst bare øinene hendes det mørkeblå træer
{ … }de mørke huse vandet bag og den grå … jævne
luft hvor og den matte måne bag alt dette
dannede blot ramme om øinene
Munchmuseet T 2761 bl. 19r
Munchmuseet T 2761 bl. 19v
‹På› hjemturen
Heffermel og frue … sa fru skulde følge { … }og så
skulde hjem til hende
Hun passede altid på at være i nærheden af
ham. Og så ret som det var stanset hun
op så de sakket kom bag de andre.
Hun { … }kom da med hentydning { … }om ting
som han ikke havde hørt damer brug ‹tale›
om før. Hun talte om billeder hun have
‹set› ‹i› ‹paris›
Husker de billede af rolla
{d}Pige som
ligger nøgen på sengekanten syns de ikke det
va deilig.
Jo men det er for glat ‹preget›
Piger er jo så lætte de har ikke stærke
former. Hvor vakkert det ene bene er det som
bøier sig lidt.
Munchmuseet T 2761 bl. 20r
Skoven lå på den ene side dyster og mørk mellem
‹stammerne›. På den anden side vandet der
VanDet lå blålig fiolet udover …
en jævn { … }og { … }stille ‹flod› gik næsten over i luften bort i ‹horisonten› Stenen raget ‹opover› ad
det grunde – f vand langt langt ud i
det så som fa h en hel hav familie
af havmennesker og store og små som
bevægede sig ‹og› strakte sig og skar ansigter. … stille
Der så man lidt af månen gul og stor
De kom forbi en gård lav hytte
Der va lå en hytte lav og næsten sk{ … }jult af
gjærder og træer frugttræer … Hvad er det for
noe som står fora{t}n døren jo det er kjærring
som står stille og glaner på de forbigående. Hun
forsvi En kat smyger sig om benen { … }på Fru
Hun tar den op og kjæler for den Er den ikke yndig
lille sorte tingest sa hun …
På Der løb den og blev borte så kom den igjen med
en grå kat efter sig
På { … }gjærdet står er sat to små barnestøvler bitte
bitte små med ‹store› lapper og huler under sålen og
dynkende våtte. (De { … }bitte små pusselanker ligger
nu og hviler som har tråkket i dem hele dagen
ligger { … }nu og hviler)
Munchmuseet T 2761 bl. 20v
Fru havde løst håret det flød ‹om›
{ … }nakken … gulagtig grå g med grålig glands
Hvor heldig jeg er si
Vi var noget tilbage for de andre.
Han så på hende. Grå { … }Under de fyldige
høi øienlåg lå lå øinene grå og dunkle og … så
{ … }igjennem halvmørket begjærende. Munden
stor og blød svulmende og blød
{ … }Bag hende vandet og luften violet blå
Hvor morsomt det er dette halvmørke
hvor man ik ikke ser noen konturer
man blot aner … alt …
Hvor morsomt ‹deres› er en står ind mod
den mørke skov man aner blot trækkene
Stå lidt sådant så jeg kan se på dem.
Man anede blot trækkene og
Han bad hende
{ … }Stå lidt sådant lad mig få
se på dem. Hvor malerisk deres de er
nu i denne belysning.
De så på hinanden
{V}Ja De ved ikke hvor urolig jeg er om
natten sa hun og optog … gik videre Jeg drømmer
så forfærdeli og. Og så går jeg ‹søvne›
Munchmuseet T 2761 bl. 21r
Hvad vilde de si om jeg kom til
dem sa hun og så
De smilte begge to
Tanken Han tænkte så hende komme i det
hvide linned med lukkede … øine som og bare ben som og det
kildrede ham
Efter en stund
Hvor godt jeg er stillet i grund sa
hun efter en stund. Jeg har jo ingen
børn og kan { … }gjøre aldeles hvad
jeg vil. Alt hvad jeg vil.
Jeg Han kom pludselig til at tænke
på Manden han havde aldeles glemt
at hun var gift – Nu slog { … }det
i ham
Men deres mand da sa han
Aa ham jeg får lov at gjøre havd
jeg vil for hans skuld har min
fri vilje i alt
Munchmuseet T 2761 bl. 21v
Er han så … ‹snil› da
Ja forfærdelig
Han havde ønskede at han han havde været
slem mod hende
De gik uden at sie noet ved siden
af hinanden længe
Så kom de hjem.
{ … }Kaminen tændtes. De satte sig rundt
omkring den.
Fru var af og til i kjøkkenet forat se til
Kaffen.
Da den … var færdig dækket hun og ‹bad›
Heffermel fortælle om en
Hun sad ved Pianoet. Sang en s
Munchmuseet T 2761 bl. 22r
Det var sent og han måtte
Hun fulgte ham et stykke de gik sagte og
nød stemningen de vilde hale tiden så længe
ud som muli så måtte hun gå.
Om han v
Den der kunde føl
Når Han så hende ind i øinene. Nu går hun
hjem til det store { … }øde hus Pigen har lagt sig hun alene
Om han turde
Så bød han kort adjø da rakte hun ham
{ … }hånden et varmt håndtryk og hun var væk
Munchmuseet T 2761 bl. 22v
Han lagde sig men kunde ikke sove
billedet af hende som hun stod der i den
lyse sommernat med den blege måne over
stod foran { … }for ham Øinene bare i skygge men
s alligevel så de følte han alligevel hvor de så
på ham. Hun stod der ligesom hun
ventet på noget lissom – Om han havde tat
kysset hende Om han havde så …
Om han Han kys tog hende
– Om han havde kysset hende – ventet
hun det ikke. – Han
Det blev ham
Han havde aldrig kysset før.
Han Næste gang måtte han gjøre det
Tænk at lægge sit ansigt ind til
hendes han der generte sig forat tale
med ‹den› – { … }at trykke sin mund indtil
hendes
Næste gang måtte han gjøre det
hvis han bare bare turde.
Munchmuseet T 2761 bl. 23r
Vi sad overfor ve hverandre. ‹Pig›
Vore øine mødtes Et rødligt skjær over
det hele.
Så { … }satte hun sig bedre op i sofaen og ‹læn{ … }ede›
hovedet mod ‹sofa{gg}en›. Og så måtte jeg se på
et besynderlig{ … }t mønster i betrækket og så bøide jeg
mig { … }ned mod hende for så våre vår kinde var
så nær hinanden og jeg følte hvor nær … vi
var hinanden. …
Jeg sad ved bordet og jeg følte jeg blev ‹syg›
Munchmuseet T 2761 bl. 23v
Han drev op og ned på Karl Johan
Kl. var 7 om eftermiddagen. D{ … }et var
endnu lyst. Solen var netop gået
ned bag horisonten slottet der stod
som en skarp silouettegning mod den
blanke luft.
Man følte våren kom.
En mængde mennesker var ude i
det deilige veir. de fleste endnu i
vinterdragt, af og til { … }så man en
lys vårfrak ell og nogle enkelte
livlige vårkåber bråge{de}t farvede vårkåber
De{t}r gik tykt af mennesker
helt op til slottet Jo lælængere væk
de {kom}var blev de lysere og blåligere
silou{t}eter indi og forsvandt tilslut
i den g blågrå tåge opunder slottet
horisonten
Mod Han vendte ved Uhret, og gik nedover
Så væk så {s}ret frem for sig speidende –
Plu Pludselig Der kommer hun han kjendte
Munchmuseet T 2761 bl. 24r
som et elektrisk stød gjennem …
– Hvor hun lignet hende på afstand
– … – han s
Der lå storthingsbygningen i gul blå dis
{ … }med en dyb blå luft over Høit
opp var en bleg liden måne bleg
og sk{ … }y. Men i vinduerne på Stortings
bygning og {g}husene neover Karl Johan
va s bli skinnede i gult fra Horisonten
de {s}dannede rækker af blinkende blanke
firkanter
{G}Brostenene på fortouget var lå tørre
af solen og {s}is fra vinteren var væk
det var så uvant at høre at alle
fodtrinerne på fortouget.
Midt i gaden lå der endnu blå is skj …
{s}med optøet vand der hvori luften
speilede sig b blåt { … }af luften
og af og til så man et glimt
af den gulblege måne i sølepytterne
Luften var havde være så blød og fugtig varm
rent betagende
Munchmuseet T 2761 bl. 24v
Han følte sig s{ … }å underlig mat
damerne var så deilige
De så formeligt ‹fanastaske› ud ansigterne
var skinnede blege i de{t}n gule belysning
{Ja}Han syntes h ret som det var
han så hendes ansigt. men han tog
stadig feil. {De}Næsten alle kvinder syntes
han var hende
Hun i den lyse forværk måtte
være fru Heiberg
– Atter tat feil –
– {v}hvor alle lignet hende –
Og så kom hun da endelig. Han
havde følt at længe i forveien at
hun måtte komme.
Bleg i gjenskjæret fra horisonten lidt
trådte det lidt fyldige og i sort kjole
der gik … sluttede tæt op til halsen
den deilige gu fyldige gul{v}hvide hals.
Så deilig havde han aldrig set hende
så
Munchmuseet T 2761 bl. 25r
{S}Og så kom hun endelig han vidste
hun måtte komme. I det Han så bare … det blege
forfærdelig bleg i det gule gjenskjær fra horisonten
lidt fyldige ansigt, der { … }trådte { … }‹grelt› frem mod
det mør{g}ke blå bag Trækkene bløde
{S}Jeg havde { … }aldrig seet hende så deilig
{Si}Hun gik sikkert og med en
Jeg havde aldrig seet hende sådan sån før
så deilig havde jeg ikke seet hende
Hvor munden var svulmende og blød
{ … }hvor de h … deilig sadvar ikke hovedet
Hun {v}havde kastet vinterdragten og gik
i bare den sorte kjole
lidt sorgfuld
Hun hilste med et blød smil og
gik videre. { … }Skulde jeg jeg ha standsed hende
bønfaldt hende om kjær
Si at han ikke ‹havde› holdt a hende
‹før men› { … }at hu han ikke havde fortjent
noget. Men at han nu som en ussel
tigger bad om lidt kjærlighed.
Og kunde da dette ansigt som han
Munchmuseet T 2761 bl. 25v
så hende i aften lyve. {d}Dette bløde deilige
ansigtet der … så {s}livstræt {s}lidt livstræt
og sørgmodig Kunde hu dette ‹ansig›
narre så
Men det var jo forsent ida nu måtte
han … hjem
Munchmuseet T 2761 bl. 26r
Og så kom hun da, han havde
følt det længe i forveien, {hun}at hun vilde
kom{ … }me akkurat som han så mange før
havde mødt hende på denne … det fyldige
Ansi{ … }gtet blegt lidt fyldige hoved det gule gjenskjær fra horisonten trådte grelt frem
mod det bl { … }mørke blå bag.
Og han følte det samme stikket i hjertet
‹Aldrig› havde han hvergang fik ved ‹når›
{så}han så dette ansigt dukke op langt borte
Og det bankede og hamrede hjertet inde i ham
bene{ … }ne svigtede blev ligeså dovne og grunden
svigtede under ham han han ønske{de}t sig
‹bare› at … i han frygtet at falde
{O}Så deilig ha{dd}vde han ikke set henne
før Så fin i huden, så blød i trækkene.
h (Og den sorte kjole der … så Dyb blå
ud fremhæved a … ‹gylden› ‹liv› sad fast og slankt om
gjorde huden … … endnu hvidere … … i den …
og gik sluttende om den deilige gulhvide hals
halsen der sad så deilig fra skulderen
Den m { … }Hvor Slank i den sorte {S}Kjole der sluttede
fast om hende og helt op til den { … }gyldne hvide
fyldige hals)
Munchmuseet T 2761 bl. 26v
{S}Hun smilte blødt og gik videre
‹dette› S { … }Jeg holdt på at standse så
{ … }var det lidt af den gamle trodsen der holdt mig
{ … }så var hun væk. Han følte Han
Så angrede jeg at
Så begyndte han at be
Det blev så tomt og han følte sig
så ene. Hvorfor hadde han ikke ‹standset›
hende og sagt h at hun var den eneste
at han var gal galog idio … at han ikke
havde fortjent nogen h … Kj{ … }ærlighe at
han aldrig havde sat pris på hende
at Alting var hans skyld.
Hun så {j}så trist ud kanske
hun ‹er› ulykkelig hun så så trist
ud kanske det er hun der tror
at {han}jeg ikke vil holder af hende og
det { … }har hun også ret i det er { … }hans egen
skyld! hvor du er den ynkelig en
lendig idiot en feig usling feig feig feig feig, usling
du hovne t … k. Han kom rent i
Munchmuseet T 2761 bl. 27r
extase. Så var det blev alting {s}ligesom
så stil{le}t ut Støien fra gaden kom
så hørtes så fjærn kom ligesom ovenfra
Han kunde ikke få
Han kunde ikke holde på en ‹tanke›
det var så tomt … i hovedet
Alle Benene følte han ikke noget
til de vilde ikke bære ham …
Han kunde ikke holde fast på
Alle – Folk der passerte forbi så så
fremmede og rare ud og han syntes de
så så på ham stirrede på ham alle disse
ble blege ansigter { … }blik i aftenlyset
Han forsøgte at holde på en tanke
men kunde det ikke alt han han havde
følelse af bare tomhed i hovede så forsøgte
han ha at {s}fæste blikket på et vindu
høit o{m}p der skinnede så generte folkene
som passerte de forbigående ham igjen
‹Hvor› Sve Han skalv over hele legem
og sveden silede af ham Han sjanglede
… Nu falder jeg og så stansser folk og der
blir flere og flere folk forfærdelig mange folk
gaden … fuld af folk
Munchmuseet T 2761 bl. 27v
så skvat han for han ‹skj … › holdt virkelig
på at falde så så han på det gul blang
v{ … }induet høit deroppe der skinnede gulblankt
mod den mørke luften så så på så på
fast som om han vilde holde sig til
det.
Endelig kom han p hjem.
Hvordan er det med dig a de så
op på { … }ham tante og Petra
; og … han så
ansigterne rettede mod sig men han
svarte ikke for ikke å at de ikke
skule hø{ … }re hvor han skalv han
lagde sig i sofaen der lå stod i en
{ … }mørk krog Han hadede dem så fordi de
så så på … ham h – sad og
Jeg kunde ikke sove jeg lå i en
halvdøs. {V}Lampen med alle d‹hovede›
Min fars {v}blanke isse og de grå hår bøiet over en bog { … }en andagtsbog
rundt lyste så ‹mat› det var li{geso}som
så fjærnt, ha{ … }vde ikke noget med mig
at jeg gjøre. De sad ligesom langt langt { … }borte Og ‹da› … de … et ord af
‹F› som sad der bøiet over en afvis avis og inde i
tobaksrøgen Tante med armen op og ned syende med
og de andre lægende de
Munchmuseet T 2761 bl. 28r
og til faldet
klang det så uvandt
det skurred i { … }ørene
Natten gik ‹ … d› i
den Natten sov han
Han sov først ud på
…
Ha Hed og og urolig kastet
vred han sig i sengen
det deilig blege ansigt med
de{t}n bløde sv{ … }ulmende Mund. de { … }halvt tillukkede øine med
glimt i … i og så ‹halsen› den fyldige gule varme
{ … }hals han vilde, han måtte eie dette igjen
se ind i i ‹de› ind i disse {grå}øine ‹øine› der så { … }ofte
{så}var hårde … i deilig ofte forbryders{ … }ke men altid{ … }‹snart› lokkene
og begjærende snart livstrætte. Han vilde atter ‹kryste›
hende og hvorledes han { … }skulde knuge ‹henne› til ‹sig›
Han så hende sortklædt helt op til der halsen
Tænk om … det var han der ene ‹haver›
havde skylden og h at hun var ulykkelig
på grund af min opførsel. Om det var
sådan Den næste dag vilde han
træffe hende og ‹sige› hende alt
at han gjerne nu vilde dø for hende
Og da vilde hun holde af ham igjen han
Nå Det vilde aldrig { … }blive Morgen
Munchmuseet T 2761 bl. 28v
Hvor han { … }længtede efter morgen
der skulde bringe... ham alt ...tilbage
Han var træt.
H … – …
Træt og slap v stod han op { … }den næste
{S}morgen Hvor{ledes}dan skulde han få tiden
til at gå alle disse timer helt til 2
da han håbede { … }at træffe hende
{ … }Han satte sig på grand
Efter Han stod længe foran speilet
‹knyttede› h{ … }vor mager han var { … }bleven
og hvor bleg { … }Hvor elendig klæderne sidde
… Skulderne hænger ud på { … }begge …
Han rættede sig op og gned sig i {g … }kind
så så han bedre ud.
På Han gik ned til grand og satte
sig i Hjørnevindue. J kom ‹kom›
skjæv i munden og med stokken under
armen ind og satte sig bort til ham
Opvarter en Pjolter
Hvor elendig du ser ud og rent som
et skelet
Munchmuseet T 2761 bl. 29r
Munchmuseet T 2761 bl. 29v
Øinene uddøde udslukte rent
udslukte. drek gut.
Syns du jeg ser så forfærdelig
dårlig ud da – meget dårligere end
ellers?
Ja du … { … }ser re{t}nt ud som
et li{ … }g. Du drekker ikke nok ‹ser du›
drek bare drek.
Aa det er ikke det
Bruk fruentimmer du gjør vist ikke
… ja Han svarte ikke
Dreck og bruk fruen{ … }timmer.
Hvad skal jeg nu ha { … }Opvarter
la mig få en Pjolter til. Skal ikke du
osså ha en.
Jo la mig få en da.
De sad der længe uden at si noget
Nansen
så Så l … ud af vinduet Nansen { … }gjorde
sig ‹inimellem› et ærende efter en avis og kastet
et blik ind i speilet
N Er ikke d{ … }ette slipset uklædeligt
Aa det er ikke så … svært bra
Munchmuseet T 2761 bl. 30r
Du skulde nu have en anden farve til
din gule blege hudfarve
Hvad fanden skal jeg nu gjøre for at
få tiden til at gå.
{S}Klokken var blit 2
Musikken kom og Gaden blev fuld af
folk.
Så gik de ud
Hun gik over på det andet fortaug
han gik tvært over mod hende Hun standset
straks og uden at sk før han ‹åbnede›
Han {s}fik ikke straks munden sagt noget
{ … }Men hun kom i forkjøbe
Kom op i skolen der træffer de mig
Jeg { … }blir malt af Kristofer
Han sa Adjø sa han og { … } … { … }lige
Det var
hjem – Hvor
Munchmuseet T 2761 bl. 31r
Munchmuseet T 2761 bl. 32r
Han sad træt på sofaen me støttende sig på {hå}Armen
Hvorfor skal jeg arbeide; H{ … }vad mening
er ‹dette› at sætte så meget ind på at
bli en stor maler hva latterligt.
{J}Det er jo soleklart hvor latterligt det er
… Slutten på det hele blir jo at
du ligger med næsen i veiret og du
skal dø h{ … }va fanden har du så
igjen .. eftermæle det er for latterligt
du ved er jo væk intet.
Hvilken latter{ … }lig drøm du har været i
alle disse år. At du ikke har tænkt
på at tilslut på det før. Stor maler
hva er det at være stor maler. En stor
maler det er noget bedre end at være
f. ex en ber flink … dt doctor men
ligeover for konge er det jo intet
og hvor er en konge en liden bakterie på Jorden –
Der sidder min tante strikker og arbeider
Hvordan ialf ialverden kan hun nu sidde
hvilket der { … }og enda være fornøiet –
Munchmuseet T 2761 bl. 32v
Det er da osså besynderligt at bli aldeles
væk at den må at den time må
komme da ‹du› kan si til dig selv
nu har du 10 nu { … }‹5› minutter igjen
og s … så skal det ske så skal du
føle hvordan du lidt efter lidt blir til
intet –
Du kan
Så skal du aldri mer se de grønne landskaber
Det er da forunderlig at der er så meget
deiligt til for {s}og at man skal forlade det.
At det skal
Ved {s}St Hanstider når det er lyst hele
natten
Luften blød og varm Kirken derborte og går{ … }den
derborte på den anden side { … }vandet med gårder
omkring ligger gulhvide skinnende så hvide så
hvide ‹blir› – ågerne de lysegrønne { … }markerne
i bløde grønne farver.
O Luften over dyb blå og så den blege
måne. Hvor sø{ … }dt hvor stille; { … }hvor blød alle
linjer og farver. Hvor det hvide s … lyse
farver skinner og lyser mod den t dyb blå luft.
Og dog ligger tusender i d dette øiebli{g}k og
Munchmuseet T 2761 bl. 33r
Munchmuseet T 2761 bl. 33v
vrider sig i dødskampen
Munchmuseet T 2761 bl. 34r
Skal jeg ta sporvogn eller gå
Jeg { … }‹sjanglere› lidt i beina og har lidt
hjerteklap det er best jeg sætter mig
ned. – Jeg { … }hænger mig på og kommer
stupende ind der sidder frøken Drefsen
!
lysegrå og rød og frisk en kvinde der er
frøken den blege frøken Boken og så verdens
deiligste kvinde frøken ‹Dyborgh
›, hun jeg
så mangen gang … … gav ønskede
at lære at kjende
De ser lidt på hinanden smiler
lidt og frøken {d}Duborg
kj gjorde tegn
med øinene
Hvad mo{ … }n det {t}skal betyde
Der har vi den elendig elskovsyge –
‹Mod› med de blege kind og den lange hals.
{Jeg}den gale maleren
Jeg forsøger ho at holde mig i … –
den der havde sundheden – { … }tænkte jeg
S … Den der var frisk og kunde leve
…
Munchmuseet T 2761 bl. 34v
‹Gjenn›
En {E}Der { … }var kaptain Pryds
Jeg så et glimt
Jeg så et glimt af et blegt ansigt med … sort
skjæg gjennem ruden. Jeg vak Et ansigt ‹jeg›
godt kjendte det var kaptain { … }Pryds
kan han
var gået op i { … }sporvognen – og gik ind
Jeg følte jeg blev blegere
Det var mærkelig hvor længe det hænger i
Han så mig ikke satte { … }sig ned
ved siden af mig og begyndte at konversere
damerne.
{ … }Det svimlede for mig. Jeg følte damerne
så på mig.
Jeg kastede et blik { … }bort de { … }havde
smil på læberne.
{ … }De { … }morede sig tænkte jeg over
s{t}ituationen De ser min blyghed. Hvor …
modbydelig om jeg nu fik et af mine gamle
Anfald. Her ved siden af ham
Jeg følte det som op om jeg ikke kunde
bære hovedet.
‹Om› du skulde tale til ham det
Munchmuseet T 2761 bl. 35r
går jo ikke an at sidde stille og se stiv
ud. Men jeg vovede ikke jeg følte at
stemmen vilde skjælve formeget
Han Kaptain Pryds
k{ … }onverserede damerne
spøgte og var morsom det ærgrede mig.
Hvorfor bad
Så … { … }Ottesen havde { … }kanefart medforanst …
… kjælkeagninger Hvorfor bad han
ikke mig med det var meget stygt
stygt af ham Han bør ha straf
ris på bankpladsen damerne Han
lo godt af sin vittighed og damerne
fniste
Du forsøger nu at v … lade som om
du er munter men det du vil skjule
din skam { … }men det går ikke damerne
ler af dig ikke af din vittighed.
Jeg så på ham og så på damerne og
drog på smilet. Jeg Damerne var overstadig
muntre.
Jeg begyndte at … finde situationen ‹pikant›
Jeg er ulykkelig men ikke latterlig det
er han
Munchmuseet T 2761 bl. 35v
{ … }Jeg så på ham.
Hvor Det er ikke meget igjen af dig nu
D … Hvor mange gange har jeg ikke
‹beundret› Karljo{ … }hansløven Pryds
.
Den gang da jeg var li en 11 års gut og
du bes kom ridende ind i leiren som løitnant. Alle Korporalen
glemte sig aldeles v … , fløi fra sit arbeide for forat holde
hesten som steilede … { … }h … og … med sin skjønne
byrd. Og alle alle korporalen og soldaterne glante
efter dig da du red bort og {på}svor … at svor på at
kjækkere kar aldrig {va}‹havde› de set
Hvor mange gange { … }har du nu
sat alene gjemme om { … }aften og ventet
på din kone, med lyttet efter { … }hvert trin
Hun har for havde fortalt hun skulde
til en veninde den veninde hun { … }så
regelmæssig besøgte.
Og da var hun hos mig … som
h nu sidder her. Favnet mig og hedt og
Eller hun var hos den anden
… Og når hun sent kom { … }hjem
har du set på hende og … for at få noget
at videt. Set på { … }og set på det hede ansigt
med de røde læber. Og { … }Du har set det på ‹dragten›
og det lurvede hår og mistanken har æset i { … }dig
og {han}Du har skjældt hende ud og
Munchmuseet T 2761 bl. 36r
så har hun vilde gå og men så … har at bedt om
tilgivelse. Men mistanken varMis Skinsygen har martret dig og naget
dig om hjerteroden og det har har grøsset
Og jeg tænkte på hvor latterlig
dette var hvor d urimelig at …
ble det. … Han { … }at han uretfærdig
det dog var han var latterlig at
Mig gorde { … }‹hun› ulykkelig for en stund dig har
hun bleven {f}gort ulykkelig og desforuden til latter
for ‹halve› ‹bu› …
Han vendte sig mod mig. { … }Vi hilste
Mon du ved om det, { … }mistænker du mig
har du { … }Han blev lidt bleg.
Han trak handskerne på { … }for å gå
og var allerede ved døren
Han satte sig ned igjen Jeg gik
ud.
‹jeg› kastet et blik ind ad vinduet
der sad han og spøgte med { … }frøken
Drefsen
– Baghovede Jeg så det sorte lidt
gråsprængte baghoved mod vin ruden
hovedet med de mange horn
{ … }Mon jeg får brev fra hun dernede
d … hun som er så varm og bare g … så
hengiven
Munchmuseet T 2761 bl. 36v
Han vilde ta Han Deres hænder mødtestog hendes hånd. Han grøssede hendes
lidt hvor den var klumpet og grov den skru{pp}bbede
ham formeligt. Han blev se sentimental og
Han så
Så be{ … }gyndte Så sang hun, noget Det {v}skulde
være { … }rørende … Det var Slæbende … ton{ … }er.
Han og … når imellem skjærende og imellem med lang
triller. Hun bøiede sig mod ham
Ved vinduet la kind ind til ha{m}ns. Han vred si{g}t
Det var ud på eftermiddagen – Sofaen ved
{ … }hode væk så deres munde ikke mødtes
vinduet stod ved vinduet som en mørk
masse Han { … }satte sig bort hvor vemmelig han syns
hun var
Det var udpå eftermiddagen. Møblerne
stod som mørke masser ind i værelset
I nogle bordben g … og og i kom{ … }oden lyste det fra den grå Himmel
Han s Nansen
sad ved vinduet sammensunken
ved … midt i sofaen. Hvor træt han var
og vo hvor ensom.
Han havde drevet op og ned gjennem
gaderne indtil han næsten var sn falden om tilsidst
hadde han taget didop. Hvor {s}Syg syg og ensom
{ … } … Han vilde så gjerne lægge hode ind til noget
bl Han følte sån trang til at lægge si{g}t op trætte
hode ind til en blød fin kvinnes bryst kj indånde
parfumen høre hennes { … }hjerte slå. { … }Føle hendes
bløde runde bryster ind til si{nne}t {s}kind
Og når han så op se møde hennes blik … over
sig
føle hen og så vilde han lukke øinene og føle hennes … …
varme dybe blik og hendes bløde vellystige smil
blik føle smilet om hennes mund.
Og så vilde hun ha … klappe ham stryge ham
blødt gjennem h{ … }året nedover nedover
Det bankede på døren. Værs go Det var Emilie
.
Høi og mørk og elegant, med sort slør over over Hatten
langt nedover ryggenden si kåbe så så hun fin statelig h … ud
i det mør halvmørket.
{F}God aften. Kom hid sa han febrilsk. Hun gik rolig
mod ham Han strakte de { … }‹tynde› arme ud efter hende
og drog hende ned ved siden af sig. Det var hyggelig du
kom. Han slyngede Ta af og han kneppede op Kåben på
hende og drog sløret bort. Men han ventede ikke til hun fik
kåben af, slyngede armen om hende og la { … }Hodet ræt
ind til hende … – Længe lå han slig
Munchmuseet T 2761 bl. 37r
Det var søndag formiddag. Solen skinnede på huserne over
gaden glinsede i vinduerne der kastet reflex solstråler tilbage
Det var kold og ‹høst›sol
ind i det mørke {a}Atelier. Deroppe i vinduet – sad Pigen
med barnet pyntet og rent.
Jeg kastet mig frem og tilbage
{ … }Jeg flyttet hodet frem og tilbage på puden
{ … }‹jeg› – det blir vist en dårlig dag i dag.
{ … }Sol Reflexen fra vinduerne generte mig
Fruen og frøkenen … kom ind. Hvor frøgen
{ … }frøkenen var vakker i … i dag så festelig i sin
pynth og frun fruen trivelig og skinnende i is sit brede
ansigt
Gud morgen, nu hvor har di sovet – gud hvat
har de i{k}che. Stakkars { … }‹Nansen
› –
Tak nokså godt jeg vilde ikke forstyrre stemningen
Nu må vi have os lidt punch Meinchen nich hvat
og så drikker vi { … }jeg har gjemt Punchen så Palle
ikke har fåt tag i den
{ … }Nu sætter vi os { … }osså skåller vi mit den Nansen
Skål Nansen
De { … }skjænkede og ‹drak› og skålede med hinanden
Munchmuseet T 2761 bl. 37v
Fruen blev lystigere og lystigere –
Det er for galt sa Ppalle
nu drekker de … sig ful
på lyse formiddagen.
Ach what skulde icke vi drikke n wenn
du drikker dig ful hver aften Skål
Meinchen du er snil mod mig og skål
bolette
.
Nu er din … mor faen gale mig ful sa Pale
Ach what sagst du
Kommer du mig ikke ful hjem h{ … }ver
nat og gjør den spektakkel og så skulde
ikke vi ha lidt moro.
Du Meinchen har været god mod mig men
Palle
har været slem den ganske tid. Hun drak
og blev { … }hidsigere og hidsigere og alt ting kom
op i hende med søn. hun havde ‹at› udstå med
sønnen kom op i hende.
Du har gort mig fortræd den ganske tid. Bragt
mig Piger in das haus und drucket dig ful
hver nat. Icke {et}Alle m{ … }ine { … }bekente ha{r}t du mich
aus das haus getreibt. Schämst du dich doch
nicht.
Ach what vrøvl dog ikke slig i fylla mor
Hvad har du ikke engan forbandet mig
Ach ja det har jeg engang gjort og {jeg gjør}dat skal
du icke snakke om jeg
Munchmuseet T 2761 bl. 38r
Det store værelse lå i t en dyster tåge
lampen stod på borde og skinnede lissom rødligt
det var så vanskeligt at opfatte gjenstanderne
Jeg stirrede påsnart Pale
snart på fruen … jeg
hadde vanskeligt forat op kjende trækkene
Doctoren
De hviskede allesammen sogar Pale
. Retsom { … }det
var kom Pale
bort til mig og satte sit hode ind til mit
Han vilde vel se om det var liv endnu tænkte jeg
Doctoren gik høitidelig og stille bort { … }til mig og
satte sig ved siden af mig.
A{k}ch han er så dårlig her doctor han har
ikke spist nok{ … }et den ganske dag.
Doctoren svarde … ikke. { … }Han tog hånden
og følte pulsen og så stadig så stadig på
mig øinenbrynen trukket sammen
Jeg blev forme{ … }lig sint på disse øienbrynene
Palle
satte sig på den anden side og kikkede
ned på mig. Hv Hvor jeg hadede dem
fordi de sad der så ‹høidugeli› og alvorlige
De tænker ved De tror visst { … }jeg { … }ikke har
langt igjen.
Jeg syns vilde si noget for at
vise at jeg kunde tale
Munchmuseet T 2761 bl. 38v
{d}Det er ikke så rart me mig nu, hr { … }Doctor
det er den værste dagen
Ja jeg ser det.
Palle
glaner
Han ser forfærdelig ud hr Doctor
Doctoren nikker
{Han}Øienbrynene generte mig stadig
Palle
Han er forfærdelig malerisk { … }alle fladerne
i ansigtet sier så Palle
idet han tar mig
ved to næsen og vrir på hovedet
Jeg var for træt til at be ham la være
Han er jo aleles fordreiet i trækkene
Ja Han ser forfærdelig dårlig ud, sier så
doct{ … }oren for høitidelig og rolig
Nu tror de jeg … er døende tænkte jeg
Og så vilde gjorde jeg mig så kjæk jeg kunde
Jeg har vært i større ‹beit› før sa jeg
så kort og stødvis.
Aa ja mulig det så –
Doctoren forordner noget reiser sig
og tar frakken på.
Har de skrevet hjem.
Ach nei han vil dat ickhe
Munchmuseet T 2761 bl. 39r
De må skrive øieb{ … }likkelig.
Der har vi det tænkte jeg. Nu De vil
ikke si noget til mig men tror jeg ikke har
langt igjen. Det er endelig døden
Er det så De skal ikke ‹skrive› dersom det ikke
er absolut alvorligt ‹fatt› sa jeg.
Det er best de skriver så
Er det alvorlig ‹fatt› … jeg så
Jeg … Ikke netop for øieblikket Men man ved
ikke hva kan ske i løbet af de første par dage.
Nå han vil ikke si mig hele sandheden, tænkte jeg
og jeg skal dø i nat her i dette
Han går ud og Palle
følger, og jeg hører ham hastig
spørge. Hvad sier dogtor
Sva Jeg lagt anspændte mig for at høre men opfangede intet
og da Palle
kom ind anstrængte
jeg mig for at se læse i Palles
ansigt
hvad han havde sagt.
Men jeg { … }kunde ikke se trækkene godt
det var sån forunderlig tåge over mine
øine og så lå hodet jeg lidt til siden
og så ind i lampen der brandt så
døsigt og trist under papirskjærmen
Munchmuseet T 2761 bl. 40r
Jeg
Jeg Er der noget brev – tak – jo det er fra
hende et er de ‹slængede› bag
Det var mørkt på Grand I sofaen inderst inde
i halvmørket sad J. øinene glimtede i ‹Han› så
på mig
Munchmuseet T 2761 bl. 41r
Det var et trangt kvalmt værelse dagslyset
faldt grelt på ind på bordet der der fedtet
og klisset af øl og punch
Jeg
Horen lå i sengen bag gardinerne
{ … }Luften var tyk og opfyldt af cigarrøg
og lugtede af Punch og øl
Værelset Dagslyset faldt grelt ind på
boret det klissede bor med ringer efter ølglas
og flasker på de skidne … se{g}ngegardin
på det skidne gulv opfyldt af …
smuds fra så mange mandfolkhæle
på kastede sit kolde blålige lys
på de smudsige gardiner over sengen
på lagenerne og på ‹de› Horens fæde arme
og {det}hendes fede blottede bryst og det opsvulmede
hoved …
Han kund
Jeg havd Han tænkte på om hun var
ulykkeligere end ham
Han spurte om faren levde
Jo da sa hun med grov bas – han bor
i Sandviken han – tror jeg er inde og
tjener.
{ … }Fanden danse mig og klore mig
om jeg vil tjene og hun slængte
Munchmuseet T 2761 bl. 41v
det ene ben udenfor dynen
Jeg væmmedes
Kjender de han Olaf Kran og
leut{e}nant Verner – {d}Det er
kjække gutter det – var her igår
og tog i så meget øl og champagne
– og så sang han Olaf – studenterviser
– Kjender han så godt jeg – han
er her stadig væk.
Du Oleane sir han til mig – de
er den kjækkeste pi{g}ke …
Og så lo hun sk så så
øinene aldeles svandt i fedte hendes
Fanden eta og fortære – mig
kjæk gut det –
Hun så på mig –
De bryr dem ikke om at elske de
for er det er gjort på en halv
time ha haha – vil de ikke
Munchmuseet T 2761 bl. 42r
elske lidt da og hun sparket
med sit nøgne ben
ta i øl da
Jeg bad om øl – smagte
lidt på nippet lidt til glasset
og betalte og gi og tog min hat
Adjø da sa jeg og tog hende
i hånden.
Kjæm igjen i kvæl da sa hun
det kan henne sa jeg
Hun var for modbydelig.
Og fru Heibergs
… billede sto for
ham mere forførende mere lokkende
… end noensinde – Han bed
tænderne sammen – der han fyldtes af
en forunderlig følelse af had mod –
mod hende? – han vidste ikke rigti mod
hvem – men han følte det som
om hadde hun forbrudt sig svært
mod ham –
Ah at
Munchmuseet T 2761 bl. 44v
Sagen er at man {s}til forskjellige tider
har ser med forkjellige øine. Man ser anderledes
om { … }Morgenen end om aftenen.
Måden { … }hvorpå man ser afhænger også
af ens sindstemning al ellers befinden
ellers.
Det er dette der forårsagergjør at et billed –
motiv kan sees på så mange måder
Munchmuseet T 2761 bl. 45r
og det er det der gir kunsten interese
Kommer man { … }fra et mørkt sengeværelse om {p}morgenen
ind i dagligstuen f. ex. da vil man f. ex
se alt i et blålig lyskjær. Selv de dybeste
skygger ligger i er belys … ligger med lys luft
over. Sidder ma
Det kommer
Man ser
Efter en s{u}tund vil man
vænne sig til lyset og. Skyggerne vil
blive dybere og og man ser alt skarpere.
Skal man nu male en sådan
stemning har netop det grebet en
denne blå lyse morgenstemning
da kan det ikke gå { … }bare at studere
sidde og glane på hver ting og
male det «akkurat som man ser det»
{ … }man må ta male sådan som
«sådan { … }som det skal være» – s{ … }ådan som
det så ud da motivet greb en.
Og så man hvis man altså
Munchmuseet T 2761 bl. 45v
ikke kan male efter hukommelsen
men er nødt til at benytte modeler
da må man altså gjøre det galt.
Man må altså
Det er
Detaljmalerne kaldet \det/ at male
uærligt, at male ærligt er at
med fotografisk nøiagtighed at
omsætte hver tone i sin v …
f male den og den stol det og det
bor{g}d sådan som han i øieblikket
ser det.
De kalder det af at forsøge på at gjengive en
stemning for at male uærligt
I et drikkelag man ser man
på en anden måde tegningen { … }flyder
ofte ud alt virker mer som kaos
Man kan da som bekjendt vitterlig
se galt.
Men da må man det er
da soleklart og så male
Munchmuseet T 2761 bl. 46r
det gale hvis det skal op en
så dan fyllestemning
tegningen gal.
Ser man dobbelt må man male
… ‹male› to næser.
Og ser han ser man et glas skjævt
får man gjøre glasset ‹skjævt›
Eller { … }man mal vil fremstille
få frem en noget man har følt
i det et erotisk øiebli{g}k hvor man
er hed og elskovs{varm}syg Man syns ‹har›
set i et sådant øieblik fundet et
motiv da er det sansynlig de
må vær Da kan man ikke fremstille
det nøiagtig som man { … }ser det
en anden gang ‹hvor› man er kal.
Det er greit at man må det man
ser det første billede man har
seet må ser vidt forskjellig ud ganske
anderledes ud end det man det sidste
Munchmuseet T 2761 bl. 46v
Man ser anderle opfatter alting {a}ganske
anderledes når m{ … }an er varm end når
… man er kal.
Og det er jo ne{ … }top dette ene og
alene dette som gir kunsten interese
dybere ‹intere› Det er mennesket, livet
og som man skal gjen få frem. Jeg ‹Ikke›
den døde natur.
Der En stol kan have liså stor
{ … }interesse som et menneske vistnok
Men stolen må være set af e{n}t ‹menneske›
Han må have Den må { … }på en eller anden
måde have grebet ham { … }og man må
få tilskuerne til at blive { … }grebet på samme
måde
Det er ikke stolen som skal males
me{ … }n det som e{n}t menneske har følt ved
den
Pa{ … }rodien på denne latterlige ‹håndværksmæssige›
opfatning af kunsten er også sagt af
den der fører de{ … }taljmaleriet frem af Wentzel
En stol er en stol den kan jo ikke
No-MM_T2761-98-Vi
males på mer end en måde.
Og derfor har … jo denne retnings tilhængere
en sådan foragt for stemningsmalere
De kan ikke forstå at en stol sees
på tusinder af måder.
{S}En stol er sådan med den { … }og den farve
ergo må den males slig.
Man kan beundre deres dygtighed
man kan si det er jo ikke muligt
at male noget bedre de kan jo
derfor gjerne holde op at male de …
kan ikke få det bedre …
Men man står der … kal
Ens blod banker ikke ruller ikke
hurtigere Man gribes aldrig inderst
inde. – Det har ikke git en noget
som man gjemmer {m}på som dukker
op { … }igjen og op igjen senere.
Man glemmer bl billedet når idet
‹øiblig› man går fra ‹det›
